3F Superliga-truppen er nu tre uger inde i vinter-forberedelserne til den nye sæson, der allerede starter den 2. februar, når vi skal en tur til Vejle.
Dermed har holdet lidt usædvanligt kun en måneds tid til at
forberede sig i denne opstart. Så der er da også sat blus under
kedlerne med masser af hårdt arbejde og indtil nu to udbytterige
testkampe, fortæller Milan Jevtović.
- Det har været en god opstart indtil nu med masser af hårdt
arbejde. Også turen til Skagen var et fint afbræk, hvor vi blev
rystet lidt mere sammen som hold. Så det er bare om at klø og gøre
os klar til starten af sæsonen, siger Milan Jevtovic, der spillede
første halvleg, da vi tirsdag tabte 0-2 til mestrene fra FC
Midtjylland i opstartens anden testkamp. En god dyst, trods
nederlaget, mener Milan Jevtović
.
- Selv om vi tabte, så synes jeg faktisk, at vi spillede fint i
store perioder i den kamp, og den gav os meget i forberedelserne
fremadrettet og viste, hvad vi skal arbejde med i den kommende tid,
siger Milan Jevtović.
Ny testkamp lørdag
I morgen venter en ny testkamp mod Brøndby IF og få dage senere
tester truppen sig mod FC København i Hovedstaden onsdag den 27.
januar. Dermed kommer vi ind til sæsonstarten oven på fire
testkampe mod topholdet i 1. division og nogen af de bedre hold i
3F Superligaen.
En faktor som Milan Jevtović mener er vigtig i forberedelserne til
foråret, hvor det gælder om at være oppe i gear fra start.
- Det er nogen gode hold, vi får lov til at teste med og det tror
jeg er vigtigt. Vi bliver udfordret både mod Brøndby og mod FC
København i næste uge. Og det gør en forskel, når vi senere skal i
gang med turneringskampene, tilføjer Jevtović.
Man kan se lørdagens testkamp på Ceres Park på AGF
TV, hvor vi streamer den i samarbejde med Arbejdernes
Landsbank. Kampen starter kl. 14.