Det bliver en træner med stor erfaring, der tager over som cheftræner for AGF Kvindefodbold frem mod sommer.
Før jul kunne vi præsentere Katrine S. Pedersen som ny
cheftræner for AGF Kvindefodbolds hold i Gjensidige Kvindeligaen.
Den tidligere assistentræner for landsholdet starter dog først til
sommer, men indtil da bliver det en erfaren herre, der kommer til
at stå i spidsen for holdet frem til sommer.
Vi er nemlig glade for i dag kunne fortælle, at Steen Petterson
bliver cheftræner for holdet i foråret 2021. Derefter tiltræder
Steen Petterson til sommer i en ny stilling som head of coaching
hos AGF Kvindefodbold med fokus på talentafdelingen.
- Vi er rigtig glade for at byde velkommen til Steen Petterson,
der har en høj og stærk faglighed. Steen har også en god
kombination af egen spillererfaring på højt niveau kombineret med
trænergerningen som spillerudvikler, hvilket vi mener passer rigtig
godt på den profil, der skal understøtte AGF-miljøet i fremtiden,
siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.
51-årige Steen Petterson har tidligere været ungdomstræner i FC
Midtjylland, assistenttræner i 2. division for Ringkøbing IF's
herrehold, mens han senest har været sportschef for Vejle Boldklubs
kvindeafdeling. Sideløbende har Steen Petterson arbejdet med
talentudvikling og undervisning på idræts- og
efterskoler.
Som spiller havde han en professionel karriere i klubber som OB og
B1909. Han er indehaver af DBU's A-licens som træner og bor til
daglig i Jelling. Nu gælder det altså nye udfordringer i
Aarhus.
- Jeg glæder mig til at blive en del af den spændende udvikling
som AGF, VSK og IF Lyseng har sat i gang med AGF Kvindefodbold. Jeg
ser frem til at kaste mig over trænergerningen i det kommende halve
år og forberede truppen bedst mulig, inden jeg overdrager pladsen
til Katrine til sommer, hvorefter det gælder et nyt spændende job
som head of coaching, siger Steen Petterson.
- Det været centralt, at vi fandt en træner, som fremadrettet kan
se sig selv i AGF. Derfor fortsætter Steen fra sommeren 2021, som
Head of Coaching som en del af satsningen på vores
ungdomsarbejde. Og nu er der skabt en stærk løsning, hvor
Steen - i samarbejde med staben og Katrine S. Pedersen - allerede
nu kan igangsætte en koordineret indsats i vores kvindeligamiljø og
samtidig bringe Gjensidige Kvindeliga-holdet godt frem til sommer -
det bliver rigtig godt, tilføjer Marie Greve.
Første gang Steen Petterson vil være at finde på trænerbænken for
AGF's Gjensidige Kvindeligahold i en turneringskamp bliver i
holdets udsatte kamp mod Brøndby IF den 6. marts.