Klubben

AGF dropper protest

AF: BJ - 01. marts 2021

I kølvandet på den dramatiske afslutning på søndagens Superliga-kamp mod FC København gav adm. direktør Jacob Nielsen udtryk for, at klubben ville nedlægge protest over VAR-straffesparkscoringen til FCK efter slutfløjtet. Dagen derpå har AGF dog valgt ikke at gå videre med sagen.

- Det var en once-in-a-lifetime afslutning på kampen, og vi var i vores følelsers vold, fordi vi følte os bortdømt - ikke mindst i forhold til straffesparket og den lange tillægstid. Men efter at have sovet på det hele, er vi kommet frem til, at vi ikke går videre med sagen.

- Vi godtager dommer Jørgen Daubjerg Burchardts undskyldning, og jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at undskylde for, at min retorik var for hård umiddelbart efter kampen. Ikke mindst over for FC København, hvor jeg i kampens hede sagde, at de var gode til at manipulere med dommerne. Det udtryk vil jeg gerne beklage. Selvom sindene var i kog, fordi vi måtte se tre point blive vekslet til et enkelt, skulle jeg ikke have sagt det. Vi er videre nu - og vi glæder os i stedet over, at vi spillede en rigtig flot kamp på udebane mod en rigtig dygtig modstander, siger Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF.

Næste opgave for 3F Superliga-holdet er allerede på onsdag, hvor FC Nordsjælland venter på hjemmebane.

Koncernpartnere

+