Kampe

Stærkt kollektiv bag sejrshattrick på Heden

AF: AGF - 07. marts 2021

Søndag var vi tilbage i Herning, hvor vi efterhånden har fået opbygget nogle gode minder. Senest fra i sommer, da vi vandt 3-4 på MCH Arena i et forrygende comeback. Og igen i dag blev det også til en sejr takket være en tidlig Patrick Mortensen-scoring - den tredje sejr på stribe over FCM på deres grønsvær.

Det var os, der lagde bedst ud på en kølig marts eftermiddag i Herning. Et godt pres og fint spil fik hurtig skabt nogen chancer. Og allerede inden der var spillet 10 minutter fik vi sat et godt angreb sammen, hvor Højer Nielsen aflevere ind foran midtjydernes mål. Og efter lidt ping-ping endte bolden ved Patrick Mortensen, der kunne score sit tolvte liga-mål i denne sæson.



Kort efter var det ved at blive spændende igen, da Gift Links nåede en tilbagelægning til FCM's målmand, der i dag var Jonas Lössl, men bolden røg over baglinjen, inden Links kunne nå den igen.

Efterhånden fik værterne dog samlet sig lidt og fik presset os mere bagud og forsøgte at få deres farlige frontmand, Kaba i scene, men uden det for alvor blev farligt for Kamil Grabara og resten af vores forsvar. Midtjyderne forsøgte sig ellers med en del bolde op i deres angreb, da vi i 1. halvleg pressede rigtig fint og dermed tvang værterne til at spille langt.

Og i det hele taget var det en koncentreret og fokuseret kollektiv indsats fra gutterne i 1. halvleg - både offensivt og defensivt. Men mesterholdet fra Herning rummer nu også en megen kvalitet, der til tider var svær at holde nede. Og efter en lille halv time fik Kaba chancen med hovedet, men fik heldigvis for os ikke ordentlig ram på bolden.

Det gjorde Gift Links heller ikke da han efter en lille halv time fik muligheden på kanten af feltet, og hans afslutning kunne reddes.

Mod slutningen af halvlegen spillede FC Midtjylland sig et par gange flot igennem, men hver gang stod vi i vejen og vi kunne gå til pause foran 0-1

2. halvleg
Anden omgang startede med et ivrigt hjemmehold, der ville ud og lede efter udligningen og pressede os derfor godt fra starten af halvlegen. Blandt andet blev det til et par nærgående forsøg fra Kaba. Men heldigvis for os uden resultat.

I den anden ende kom vi dog også til vores chancer. Blandt andre til Kevin Diks, der fik trykket godt af fra kanten af feltet, men måtte se et godt forsøg gå forbi.



Med et stigende pres fra midtjyderne, der også sendte friske kræfter på banen, fik vi vores muligheder på omstillinger. Herunder blandt andet en god chance til Jon Thorsteinsson, der fik afsluttet i FCM-feltet, men måtte se chancen reddet af Lössl i midtjydernes mål.

Kort efter fik islændingen igen chancen i næsten samme situation, men her blev bolden clearet af FCM-forsvaret inden det for alvor blev farligt for midtjyderne.

Med 15 minutter igen på uret fik FC Midtjylland frispark langt oppe på vores banehalvdel, men her viste Kamil Grabara klassen med et godt indgreb.

Efterhånden som kampen gik mod sin afsluttende fase pressede midtjyderne mere og mere på, mens vi lurede på omstillingerne.

Med godt 10 minutter tilbage holdt vi vejret, da VAR blev kigget igennem for mulig hands i vores straffesparksfelt. Men den blev ikke dømt, og spillet fortsatte, hvor Patrick Olsen fik en mulighed, men hans afslutning blev clearet.

I slutfasen sendte hjemmeholdet det tunge skyts i front, men defensiven stod stærkt og fik afværget de midtjyske tilnærmelser i den ordinære spilletid og de seks minutter, der var lagt til. Derfor blev holdet også belønnet med tre vigtige point i tabellen.

Næste kamp er i returopgøret i Sydbank Pokalens Kvartfinale, når vi på torsdag møder B93 i Farum.

Kampfakta - 3F Superligaen - Runde 20 / MCA Arena
FC Midtjylland - AGF 0-1 (0-1)
0-1: 09' Patrick Mortensen

Advarsler:
FCM: Sory Kaba, Jens-Lys Cajuste
AGF: Nicolai Poulsen, Kevin Diks

AGF:
Kamil Grabara - Kevin Diks, Sebastian Hausner, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen - Nicolai Poulsen, Patrick Olsen, Gift Links (60' Milan Jevtovic), Bror Blume (74' Albert Grønbæk), Jón Thorsteinsson (83' Alexander Munksgaard) - Patrick Mortensen.

For værternes startopstilling og flere tal på kampen, besøg Superliga.dk >>

Koncernpartnere

+