Gjensidige kvindeliga

Gjensdige Kvindeligaen: Sejr i flot forårsåbning

AF: AGF / Foto: Gonzalesphoto.dk - 07. marts 2021

AGF’s hold i Gjensidige Kvindeligaen hentede søndag en flot sejr på udebane i forårspremieren mod Brøndby.

AGF's kvindehold tog lørdag hul på forårssæsonen i Gjensidige Kvindeligaen. Første styrkeprøve var det Corona-udsatte opgør fra efteråret mod topholdet Brøndby, og det var med flere nye ansigter i startopstillingen. U18-spillerne Thea Rode og Johanne Guldbæk fik deres debut, og det samme gjaldt Tina Fremo og Hannah Holgersen, der er stødt til fra henholdsvis norske Rosenborg og B93. Og lad det være sagt med det samme: De fire debutanter fik alle sat et flot aftryk i forårsåbningen.

Allerede inden kampen blev fløjtet i gang, var AGF-spillerne bevidste om, at det ikke længere var matematisk muligt at spille sig i slutspillet. Det lod dog ikke til at påvirke moralen hos aarhusianerne, der var kommet til vestegnen for at give hjemmeholdet kamp til stregen. Og det skete med et offensivt mindset. Den vikarierende træner Steen Pettersson, der står i spidsen for holdet, indtil Katrine Pedersen overtager cheftrænerroret til sommer, havde dikteret højt pres, og det bekom tydeligvis ikke Brøndby vel. De første 45 minutter bølgede spillet meget frem og tilbage - og det var småt med chancer. Mathilde Kruse havde efter små fem minutter to gode skudmuligheder, som netop opstod efter et aggressivt presspil - dog uden mål til følge.

Hjemmeholdets bedste mulighed i første halvleg faldt efter 10 minutter, hvor tilfældigheder førte til en friløber, men Katrine Svane fik med en fin redning afværget forsøget.

Som halvlegen skred frem, fik AGF-spillerne mere og mere tro på tingene. Det udmøntede sig ikke i åbne chancer, men det var tydeligt, at det gav dem blod på tanden - og selvtilliden tog de med ind i anden halvleg.

2. halvleg
Halvlegen var kun lige startet, da Hannah Holgersen var tæt på at udnytte et Brøndby-kiks til at åbne scoringen. Få minutter senere kom Mathilde Kruse frem til en god afslutning, og selvsamme Kruse havde i det 55. minut en endnu større mulighed for at bringe sit hold i front. Igen var det resultatet af veludført presspil, der tvang Brøndby til at begå fejl i opspillet, men desværre fik Kruse sit skud blokeret.

Efter en times spil brændte det igen på foran hjemmeholdets mål. Med en smart Hannah Holgersen- hælaflevering blev Thea Rode spillet helt fri i venstre side, men igen manglede skarpheden.

Få minutter senere måtte Brøndby have foden af den ene stolpe til hjælp på en hovedstødsafslutning fra Maria Denius efter hjørnespark.

Lige siden starten på anden halvleg havde det trukket op til en AGF-scoring, og forløsningen kom efter 69 minutter. Debutanten Johanne Guldbæk Pedersen tog chancen fra kanten af feltet, og hendes afslutning strøg i netmaskerne helt ude ved den ene stolpe. Et fuldt fortjent føringsmål efter en flot åbning på anden halvleg.

Nede med en scoring forsøgte hjemmeholdet at tilkæmpe sig overtaget - og stille og roligt lykkedes det også for de gulklædte spillere at tage teten. Det kastede nogle gode muligheder for en udligning af sig. Med et kvarter igen brændte det for alvor på i AGF-defensiven, men takket være heroisk forsvarsspil blev et Brøndby-forsøg reddet på stregen.

I det hele taget blev der fightet flot over hele linjen for at holde føringen. Og de få gange, det lykkedes hjemmeholdet at sende en afslutning afsted, greb Katrine Svane sikkert ind.

Et Brøndby-pres i slutminutterne gav en enkelt stor mulighed, der dog blev sendt forbi mål, og efter 92 minutters spil kunne AGF-kollektivet juble over en flot - og set over hele kampen - også fortjent sejr.

Næste udfordring er en hjemmekamp mod KoldingQ lørdag den 13.3 kl. 14.



Gjensidige Kvindeligaen Runde 13 / Brøndby Stadion
Brøndby IF - AGF 0-1 (0-0)
0-1 68' Johanne Guldbæk Pedersen

AGF:
Katrine Svane, Tina Fremo, Sofie Vendelbo, Cecilie Winther Johansen, Mathilde Kruse, Maria Herdel Pedersen, Maria Denius (84' Helena Pedersen), Sofie Obel, Hannah Holgersen, Johanne Guldbæk Pedersen, Thea Rhode (60' Caroline Jensen)

For tal og statistik fra kampen, og Brøndbys startopstilling gå til Kvindeliga.dk

Koncernpartnere

+