Ceres Park & Arena

Årets pokalfinale spilles på Ceres Park

AF: AGF / Foto: Thomas Honore og Ole Nielsen - 04. marts 2021

Ikke siden 1992 er der blevet spillet en finale i den danske pokalturnering i Aarhus. Til maj vender finalen tilbage til Ceres Park.

Årets finale i Sydbank Pokalen skal spilles på Ceres Park i Aarhus. Det blev offentliggjort her til eftermiddag efter fire byer havde ansøgt om at afvikle finalen - Esbjerg, Aarhus, Brøndby og København. Og her faldt valget på Aarhus og derfor på vores hjemmebane, Ceres Park, hvor finalen skal spilles Kristelig Himmelfartsdag den 13. maj.

Desværre ved vi endnu ikke om der kan komme publikum til finalen og i så fald, hvor mange.

- Nu vides det jo af gode grunde endnu ikke, hvor mange fans det bliver muligt at have på lægterne, men vi glæder os til at invitere til finalefest og en af Danmarks største fodbolddage i "Smilets By" Aarhus på Ceres Park, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Dermed er der mulighed for, at vi kan få hjemmebane i dette års finale, hvis vi er dygtige og heldige nok. For AGF er som bekendt stadig med i turneringen, hvor vi skal spille returopgør i kvartfinalen i næste uge mod B93 på udebane.

Senest der var en finale i Aarhus var AGF også en del af kampen, da vi vandt 3-0 over B1903



- Vi er naturligvis meget glade over, at vi vandt udbuddet - det er et stort cadeu til byen og til byens stadion. Nu håber vi bare, at vi på tidspunktet for finalen kan invitere fans på lægterne til pokalfinalen, men det ved vi i sagens natur ikke noget om endnu, siger Hanne Bisbo Stadsgaard, der er eventchef i Ceres Park & Arena.

Pokalfinalen afvikles den 13. maj.

Koncernpartnere

+