Kampe

Spot på... FC Midtjylland

AF: AGF / Foto: Ole Nielsen og Getty Images - 04. marts 2021

Søndag går turen til Herning og FC Midtjylland. Her sætter vi spot på vores kommende modstander.

Hvor fanden er Herning?, hedder en tv-serie man ikke bør snyde sig selv for, hvis man er til gakket dansk komik. Vi ved nu godt, hvor Herning er, og søndag går turen derud igen til et møde med mesterholdet fra Herning; FC Midtjylland.

Seneste møde med FC Midtjylland var i efteråret i Aarhus, hvor vi den 22. november måtte æde et 1-2 nederlag efter vi ellers havde vundet 3-0 i den forrige kamp i Aarhus tilbage i sommeren 2020.

Så det er lidt tid siden, vi senest har mødt FCM i Herning, men de fleste husker nu kampen alligevel. Det var nemlig en flot 3-4 sejr den 21. juni, hvor vi fik vendt en stilling på 3-1 til sejren til sidst.

Se højdepunkter fra den kamp her:

Og før den kamp vandt vi jo faktisk også i Herning i den forrige udekamp. Så vi skal faktisk helt tilbage til november 2017 for at finde vores seneste nederlag i Herning.

Gennem historien har vi spillet 52 kampe mod FC Midtjylland. Her har vi vundet 19 kampe, tabt 25 og otte kampe er endt uden en vinder.

I de seneste fire kampe mod FCM har vi scoret 11 gange. FC Midtjylland er nu også ganske målfarlige i Herning, hvor de har scoret i 12 af deres seneste 13 hjemmekampe. Til gengæld har vi så scoret i 11 af vores seneste 13 udekampe.



Modstander-nyt
I forhold til seneste kamp mod FC Midtjylland har midtjyderne justeret lidt på deres trup hen over vinteren. Og fået tilgang af blandt andre Jonas Lössl og Ailton, mens en hel del spillere har forladt klubben på Heden. Blandt andre er Michael Baidoo, Ronnie Schwartz Oliver Sørensen og Mayron George ikke at finde i FC Midtjylland mere.

Torsdag aften tabte FC Midtjylland noget overraskende ude til Lyngby med 0-2. Her havde FCM Paulinho ude med karantæne og det er han også i vores kamp. Også Gustav Isaksen og Nicolas Madsen er karantæneramt for midtjyderne.

Men da FC Midtjylland har en bred trup uden de mange skader i øjeblikket, så skal de nok få dækket de oversiddere ind. Det er så vidt vides kun Joel Andersson og Junior Brumado, der er ude med en skade. Sidstnævnte har været ude ganske længe.

Form
FC Midtjylland kommer som nævnt ind til søndagens kamp efter et nederlag til Lyngby BK med 0-2. Før den kamp havde midtjyderne ellers fundet tilbage til vindernes landevej med fire sejre i træk.

Og trods nederlaget torsdag ligger FC Midtjylland da også i øjeblikket stadig på en førsteplads i 3F Superligaen med 39 point, hvor vi jo nu ligger nummer fire med 33 point.

Pudsigt nok har både vi og FC Midtjylland tabt lige mange kampe denne sæson - nemlig fire. Midtjyderne har så bare hentet lidt flere sejre end uafgjorte i deres kampe.

Sory Kaba er midtjydernes topscorer med seks mål, hvor hans angrebskollega, Anders Dreyer står noteret for fem mål. Vi behøver ikke fortælle, hvem hos os, der har scoret lige så mange mål som de to midtjyder til sammen.



Head to head
I de seneste kampe har vi som nævnt haft nogenlunde styr på FC Midtjylland. Faktisk har vi vundet tre ud af de seneste fem indbyrdes kampe. Og der er ofte mål i kampene mod FCM. 18 mål er der scoret i de seneste fem kampe de to hold indbyrdes.

Og med undtagelse af en kamp i 3F Superligaen i sommeren 2018 har der været mål i samtlige af vores kampe mod midtjyderne i Superligaens historie, så der er nok en rigtig god chance for mål på MCH Arena på søndag - forhåbentlig flest til os.

De seneste fem kampe mod FC Midtjylland:
22.11.2020: AGF 1-2 FC Midtjylland
12.07.2020: AGF 3-0 FC Midtjylland
21.06.2020: FC Midtjylland 3-4 AGF
15.12.2019: FC Midtjylland 1-3 AGF
28.07.2019: AGF 0-1 FC Midtjylland



Profil
Man kunne pege på flere offensive profiler hos FC Midtjylland, men Alexander Scholz er bestemt også en af midtjydernes profiler. Den 28-årige stærke midtstopper har spillet flest minutter af alle FC Midtjyllands spillere i denne sæson, og han har været meget solid i sine defensive aktioner. Scholz har også været udtaget til det danske A-landshold i efteråret



Begge klubber
Morten 'Duncan' Rasmussen, Danny Olsen, Jakob Poulsen, Ulrik Lindkvist, Svenne Poulsen og Martin Nielsen er blot nogle af de spillere, der har en fortid i både FC Midtjylland og AGF.

Af de nuværende AGF-spiller har Alexander Munksgaard og Jesper Juelsgård tidligere spillet i FC Midtjylland.

En anden spiller, der før har været i begge klubber er angriberen Martin Pusic, som kom til AGF op til foråret 2018, da vi stod og manglede en angriber. Så Pusic, der var et velkendt ansigt i dansk fodbold, blev lejet i FC København og kom til Aarhus med stor professionalisme og arbejdsmoral.

15 kampe og seks mål i foråret 2018 blev det til for Pusic inden han rejste ud i verden igen. Senest var Pusic i 1860 München, men står pt uden klub.

Foto fra fortiden

Den gang der måtte komme fans med på udebane fyldte fansene ofte udebaneafsnittet på MCH Arena. Som her i 2018, hvor cheftræner David Nielsen kunne løbe ud og hilse på et meget smukt syn.

Men det bliver desværre ikke en gentagelse på søndag på grund af Corona-restriktioner. I stedet kan kampen følges på tv på Canal 9 eller discovery+ med optakt fra kl. 15

Koncernpartnere

+