3F Superliga

Et point med hjem til Aarhus efter hårdt arbejde i Brøndby

AF: AGF - 21. april 2021

Det blev i dag 2-2 på Vestegnen og vi er på tavlen i mesterskabsspillet.

Med 18 grader på den københavnske Vestegn søndag eftermiddag er foråret nu for alvor kommet til Danmark. Inde på Brøndby Stadion kl. 18 var temperaturen dog knap så høj, men med et flot græstæppe og en dejlig forårsaften, var det stadig helt tilpas til fodbold. Vi manglede bare fansene, der heldigvis er tilbage på onsdag - i hvert fald hjemmepublikummet.

AGF’erne skulle benytte det spirende forår til igen at få point på kontoen i 3F Superligaen efter en svær periode uden sejre i ligaen. Men da vi ikke har tabt på Brøndby Stadion siden 2018 var det ikke kun vejret, da gav optimisme frem mod kampen.



Og det var da også AGF’erne, der startede bedst med et aggressivt pres og et arbejdsraseri, så rødt som farven på vores udebanetrøje og det var ikke til at se, at det var os, der havde været i kamp torsdag, hvorimod vores værter jo ikke spillede semifinale i Sydbank Pokalen og derfor ikke havde en kamp midt på ugen i benene.

Efter små ti minutter fik vi sat et godt angreb op, hvor Grønbæk blev fundet i dybden. Men hans forsøg blev blokeret til et hjørnespark som vi ikke fik noget ud af. Kort efter fandt Højer Nielsen Blume i dybden, men han var forinden dømt offside.

Vores gejst i indledningen gav efter et lille kvarter også to gode skudmuligheder til først Højer Nielsen og derefter Patrick Olsen. Men deres forsøg blev begge blokeret af en gul. Men da kampuret passerede de 15 minutter fik vi hjørnespark og her kom Patrick Mortensen op på bolden og forlængede den ind til Kevin Diks, der kunne støde kuglen den sidste vej ind i mål til en århusiansk føring.



Og så holdt vi vejret for som mange nok husker, så kom vi også foran i Brøndby ved vores seneste besøg tilbage i marts, men her udlignede værterne hurtigt bagefter. Og de gule svarede da også stærkt igen og var farlige i flere situationer, hvor Kamil Grabara viste klassen med gode redninger.

Men på spillets største chance er det svært at være målmand og det var netop på en sådan - et straffespark - at Brøndby fandt vejen tilbage. En tackling i vores felt blev vurderet som strafbar og straffe til værterne, der udlignede til 1-1 efter 31 minutters spil - en ærgerlig udvikling i kampen efter gutterne ellers havde startet så flot. Vi fortsatte dog med at skabe chance og blandt andre kom Bror Blume til en god mulighed, men hans forsøg gik lige forbi mål.

Men netop som vi ramte de 45 minutter fik vi sat et flot angreb op, hvor Albert Grønbæk kom først på bolden på et fint indlæg fra Casper Højer Nielsen og kunne score til 1-2, og dermed bringe ny optimisme med ned i omklædningen til pausesnakken.

2. halvleg
Anden halvleg startede med chancer til begge hold og værterne i den jagtende rolle. Der var ikke spillet mange minutter, da Brøndby skød med skarpt, men Grabara reddede. I modsatte ende var Thorsteinsson ved at komme igennem på en omstilling, men han kom aldrig for alvor på skudhold.

Der var tændt op for værterne efter pausen, hvor de kom ud og lagde et stort pres på os. Og offensiven fik skabt flere farlige situationer i halvlegens første kvarter.

Efter en lille time skiftede vi Nicolai Poulsen ind, som dermed fik comeback oven på en skadespause. Også Gift Links kom på banen.

Det var dog stadig Brøndby i teten med et ret så heftigt pres mod vores mål, hvor vi perioder var i store vanskeligheder og måtte kæmpe med hver fiber for at holde føringen. Sådan en situation kan dog ofte være gunstig for omstillinger og dem fik vi også et nogen stykker af. Men vi manglede lige det sidste - enten i den afgørende aflevering eller i afslutningen.

Med tyve minutter igen fik Brøndby bonus ud af det hårde pres og brød igennem vores hårdt arbejdende røde mur, hvor Jesper Lindstrøm fandt sig fri foran mål og kunne score til 2-2.

Vi svarede dog flot igen med et godt skud fra Casper Højer Nielsen, der forsøgte sig fra kanten af feltet. Men bolden gik lige forbi Brøndbys mål. Samme skæbne overgik et hovedstødsforsøg fra Albert Grønbæk kort efter.

Brøndby havde dog nu fået appetit på mere med udligningen og igen var det Jesper Lindstrøm, der var på spil i vores felt med to store chancer. Heldigvis for os dog uden at det gav mål. Men de kløede på - værterne og gutterne havde brugt mange kræfter i en god indsats - efter en kamp i torsdags - og det kunne ses i kampens slutning.

Men der blev fightet og kæmpet for hver en centimeter og vi fik også mere fat i spillet efter Brøndbys udligning. Hen mod kampens slutning blev Brøndby reduceret til 10 mand, da Tobias Børkeeiet fik sit andet gule kort for et frispark på Alexander Ammitzbøll, der var i fremdrift. Men vi nåede ikke at få fordel af overtallet før dommeren fløjtede af og begge hold delte i porten.

Dermed har vi nu 39 point og indtager fjerdepladsen i 3F Superligaen. Næste kamp er på torsdag, hvor vi endnu engang møder Randers FC - den her gang hjemme i Ceres Park. Her kan vi igen ha’ tilskuere på tribuerne - og billetsalget til den kampen starter i morgen - mandag.

Brøndby IF - AGF / 3F Superligaen – Runde 25 på Brøndby Stadion
2-2 (1-2)
0-1: 16’ Kevin Diks
1-1: 31’ Andreas Maxsø
1-2: 45’ Albert Grønbæk
2-2: 71’ Jesper Lindstrøm

MoM: Kevin Diks

Advarsler: Brøndby IF: Anthony Jung, Tobias Børkeeiet (2 og dermed udvisning), Jesper Lindstrøm.
AGF: Sebastian Hausner, Casper Højer Nielsen.

AGF:
Kamil Grabara, Alexander Munksgaard, Sebastian Hausner, Bubacarr Sanneh, Casper Højer Nielsen, Kevin Diks, Patrick Olsen (56’ Nicolai Poulsen), Bror Blume, Albert Grønbæk (88’ Alex Gersbach) Jon Thorsteinsson (56’ Gift Links), Patrick Mortensen (72’ Alexander Ammitzbøll)

For mere tal om kampen og værternes opstilling, besøg Superliga.dk

Koncernpartnere

+