Talent

Ny træner i AGF Talent

AF: AGF - 21. juni 2021

Velkommen til Morten Larsen, der er ny cheftræner for AGF U15

AGF U15 har fundet sin nye cheftræner. Det bliver 32-årige Morten Larsen, der fra den nye sæson skal stå i spidsen for holdet - assisteret af den tidligere spiller Jacob Dehn.

Morten Larsen kommer til AGF fra SfB Oure Fodboldakademi, hvor han var cheftræner for U19 Divisionsholdet. Før det var han ansat i FC Midtjylland, hvor han var træner for først U14 og siden hen U15 som han altså også får ansvaret for i AGF Talent.

- Vi har haft en meget grundig og god proces i arbejdet med at finde den nye cheftræner for U15-holdet og valget er nu faldet på Morten, der kommer til AGF med en rigtig god profil og han har - trods sin unge alder - allerede en del erfaring som træner. Så suppleret af Jacob Dehn, der kommer med erfaring som professionel spiller, har vi nu et virkelig godt team i spidsen i for U15, siger talentchef i AGF, Jesper Ørskov.



Morten Larsen, der oprindeligt stammer fra Fyn, er indehaver af UEFA’s A-træner licens. Han er uddannet skolelærer, men kommer til at arbejde fuldtid i AGF Talent. Før sin tid i SfB Oure og FC Midtjylland var han cheftræner for U17 i Næsby Boldklub, der - som SfB Oure - også er et meget anerkendt talentmiljø i dansk fodbold.

- Morten har en rigtig god baggrund for at arbejde med de unge spillere. Han har tidligere vist gode resultater, og han formår, at inddrage spillerne i deres egen udvikling og skabe de rette rammer for, at de kan udvikle deres talent og performe i et elitemiljø, tilføjer Jesper Ørskov om den nye træner for U15, der tiltræder ved opstarten af den nye sæson efter ferien.

Koncernpartnere

+