Talent

Ungt forsvarstalent får kontrakt

AF: AGF - 07. juni 2021

Ungdomskontrakt til Jacob Andersen, der allerede har fået sin 3F Superliga-debut.

Jacob Andersen har allerede fået sin 3F Superliga-debut, da han blev skiftet ind i en kamp mod FC Midtjylland i foråret. Nu kan det unge talent sætte endnu et flueben i sin udvikling med en ungdomskontrakt med AGF. Dermed kan Andersen sætte punktum på et flot forår, der foruden Superliga-debuten også har budt på flere kampe på U19, selv om Jacob Andersen - der fyldte 17 år i januar – egentlig stadig er U17 spiller.

- Jacob er et godt eksempel på en spiller med en rigtig god attitude og indstilling. Han indeholder de dyder, vi sætter pris på i AGF og som vi dyrker i vores talenter. Og med et stort fokus har han gennem årene på Fredensvang han udviklet sig stille og roligt og han er en fornøjelse at arbejde med. Så vi er rigtig glade for, at vi nu har lavet en aftale, siger talentchef i AGF, Jesper Ørskov.

Jacob Andersen stammer fra Galten og har spillet i AGF siden han var ni år. Han er forsvarsspiller og kan gøre sig både i centerforsvaret og på højre back.

- Jacob besidder en aggressivitet og en fart i sit spil, der gør ham spændende som forsvarsspiller. Samtidig spiller han altid med et kæmpe hjerte og en attitude, der er udover det sædvanlige, hvilket kan hjælpe ham meget i hans fremtidige overgang til senior, og som vi også så et godt eksempel på, da han i foråret lavede et fint indhop i 3F Superligaen. Nu glæder vi os alle til at følge Jacob den kommende periode, hvor han blandt andet skal træne med førsteholdet i deres opstart senere på måneden, fortæller Head of Coaching i AGF, Martin Bloch.

Selv er den unge forsvarsspiller i sagens natur ganske tilfreds med, at han nu har fået papir på sit klub-tilhørsforhold. Og nu gælder det om at bygge på en positiv udvikling.

- Det har været et virkelig godt forår for mig med flere U19-kampe og så min debut i 3F Superligaen. Det havde jeg ikke regnet med var kommet så tidligt, men det er jeg rigtig glad for og det giver mig bare mod på mere. Så nu handler det om at fortsætte det hårde arbejde og fokusere på min udvikling, og med en kontrakt på plads glæder jeg mig nu bare endnu mere til den kommende sæson og til fremtiden som AGF’er, siger Jacob Andersen, der var på Fredensvang i dag med sin far for at få papirarbejdet på plads.

Koncernpartnere

+