3F Superliga

Velkommen til Jesper Hansen

AF: AGF - 17. juni 2021

Ny målmand på Fredensvang

AGF styrker målmandsgruppen i 3F Superliga-truppen med Jesper Hansen, der skifter til AGF fra FC Midtjylland med øjeblikkelig virkning.

Det er en bundrutineret målmand, der nu skifter til AGF. For med over 400 førsteholdskampe for klubber som FC Midtjylland, Évian, Lyngby og FC Nordsjælland bringer 36-årige Jesper Hansen masser af erfaring og rutine med sig til Fredensvang fra både 3F Superligaen, Champions League og den franske liga.

Derudover har Jesper Hansen optrådt for samtlige danske ungdomslandshold gennem sin karriere og for det danske liga-landshold, ligesom han har været en del af den danske A-landsholdstrup.

- Som vi siger, hvor jeg kommer fra; Det er en top top keeper vi får til AGF i Jesper Hansen og vi er rigtig glade for, at det er lykkes at lave en aftale med spilleren selv og med hans tidligere klub, FC Midtjylland om en transfer, så vi kan tilknytte Jesper til truppen nu, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, der hylder Jesper Hansens store vindermentalitet og kvaliteter som målmand.



- Jesper Hansen sætter en høj standard for sig selv og for sine holdkammerater, og det kommer han også til at gøre her i AGF, hvor han kommer med en stærk kultur og en stor erfaring, som vi får stor glæde af. Jesper har også en stærk vindermentalitet og en seriøsitet om sit fag, der passer perfekt ind i vores værdier, og vi tror, han kan blive en inspiration for - ikke bare resten af målmandsgruppen, men for hele vores trup, siger Stig Inge Bjørnebye.

Jesper Hansen fik debut i 3F Superligaen for FC Nordsjælland i 2007. Siden er det blevet til 310 3F Superliga-kampe. Dertil kan så ligges mere end 100 kampe i andre turneringer.

Jesper Hansen tiltræder på en to-årig kontrakt i AGF og har første træningsdag i dag. Han fuldender en målmandsgruppe, der også består af William Eskelinen og Daniel Gadegård.

Husk at nysalget af sæsonkort for den nye sæson er startet. Næsten 90% af sidste sæsons kortholdere har gentegnet deres kort. Bliv en del af den nye sæson - Klik lige her og køb dit sæsonkort.

Koncernpartnere

+