Kampe

Spot på... Randers FC

AF: AGF / Foto: Ole Nielsen og Getty Images - 21. april 2021

Efter weekenden venter et lokalopgør mod Randers FC hjemme i Ceres Park. Her sætter vi inden kampen spot på kronjyderne.

På mandag gælder det et nyt lokalopgør mod Randers FC i næstsidste runde i 3F Superligaen inden linjen trækkes og ligaen deles op i to. Vi er sikret en plads i mesterskabsspillet, mens vores kronjyske gæster stadig kæmper for et spot i top seks.

Kampen mandag er det andet møde med Randers FC i denne sæson efter vi spillede 1-1 oppe i Randers i sæsonens anden kamp.

Se højdepunkter fra den kamp her:



Med torsdagens avancement i Sydbank Pokalen kan vi se frem til mindst to kampe mere, når vi møder Randers FC i semifinalerne. Og måske fem, hvis kronjyderne beholder deres nuværende placering i 3F Superligaen.

Men det er fremtid. Det er mandag det gælder i et spændende lokalopgør på Ceres Park, hvor Randers FC kommer til efter en sejr i Sydbank Pokalen på 3-1 over Vejle og før den et nederlag i 3F Superligaen til Lyngby hjemme i Randers. Det efterlader dem på en øjeblikkelig femteplads i 3F Superligaen med 28 point. To pladser under os på tredjepladsen, hvor vi har 36 point.



Gennem historien har vi spillet 32 Superliga-kampe mod Randers FC. Her her kronjyderne overhånden med 16 sejre - 10 er endt uafgjorte, mens vi har vundet seks. Og vi skal helt tilbage til 2015 for at finde den seneste sejr mod Randers.

Dog har vi ikke tabt til Randers siden oktober 2019 og tre ud af de seneste fire kampe er endt uden en vinder. Men mandag skal det være vores tur til at trække os sejrrigt ud af lokalopgøret.

Og vi har da også vundet i fire ud af vores seneste fem hjemmekampe og vi har scoret i otte ud af de 10 seneste hjemmekampe.

Omvendt kommer Randers FC også med en god form væk fra Randers. De har således ikke tabt i seks af deres seneste syv udekampe og de har også formålet at holde deres eget mål fri for scoringer i fire af deres seneste fem udekampe.

Så der er lagt op til noget af en duel på mandag, hvor statistikken og ikke bare historien tilsiger et tæt og dramatisk opgør.



Modstander-nyt
Siden vores seneste møde med Randers FC i september sidste år har Randers FC haft en rigtig flot periode som ubesejret. Men har i 2021 haft lidt svære ved at vinde i 3F Superligaen.

Deres seneste sejr ligger således tilbage den 2. februar mod AC Horsens i den første runde i 2021. Randers FC har dermed ikke vundet i deres sidste seks Superliga kampe - det er deres deres længste stræk uden sejre under cheftræner Thomas Thomasberg og klubbens længste stræk siden vinteren 2017-2018.

Men Randers FC kom som nævnt tilbage på sejrssporet med en flot 3-1 sejr i Sydbank Pokalen forleden og de må regnes for at være noget sulten for at vende deres stime mod netop os fra AGF.

I vinterpausen har Randers FC solgt Andrea Rømer til IF Elsborg og lejet Issah Salou ud. Ind er så kommet Kasper Høgh fra en udløbet lejeaftale og Lasse Berg fra Raufoss.

Topscoreren for Randers FC Alhaji Kamara har siddet ude med en skade - også i onsdags i Sydbank Pokalen, så han er nok tvivlsom for dem på mandag.

Også Randers' anfører Erik Marxen, Jesper Lauridsen og Mikkel Kallesøe har været ude med skader. Derudover har Randers FC Mathias Greve og Mathias Nielsen ude med karantæne. På den liste finder vi i øvrigt også vores egne Bubacarr Sanneh og Nicolai Poulsen.



Head to head
Vores to seneste møder med Randers er endt 1-1 med Patrick Mortensen som vores målscorer i begge kampe. Seneste hjemmekamp var den nu berømte åbning af fodbolden i Danmark, hvor vi spillede 1-1 foran Fælles Fodbold-skærmene i en kamp, der gik verden rundt.



20.09.20: Randers FC 1-1 AGF
28.05.20: AGF 1-1 Randers FC
06.10.19: Randers FC 2 - 0 AGF
26.05.19: AGF 1 - 1 Randers FC
18.05.19: Randers FC 2 - 1 AGF

Se fem flotte udvalgte mål fra historien mod Randers FC:




Profil
Vito Hammershøj Mistrati har spillet i alle Randers' kampe i denne sæson og den vævre midtbane-tekniker har for alvor slået sit navn fast som en af kronjydernes profiler efter han skiftede til Randers FC fra Hobro op til 2019/2020 sæsonen. I den sæson scorede han otte mål og lavede to assist, men i denne sæson har målhøsten været lidt mere beskeden med tre mål og en enkelt assist.



Begge klubber
Flere spillere har været i begge klubber gennem tiderne. Mest markant er måske nok Stig Tøfting, der sluttede sin karriere i Randers FC. Men spillere som Tobias Grahn, John Jensen, Søren Pedersen og Søren Berg har også krydset Gudenåen.

Sidstnævnte spillede i AGF i 2011 og 2012, hvor han gjorde sig flot bemærket med mål - og nogen spektakulære af slagsen, som da han mod FC Midtjyllands scorede årets mål.

Søren Berg kom til AGF fra netop Randers FC, hvor han fra 2008 til 2011 nåede næsten 100 kampe.

Foto fra fortiden



(AGF's Anders Kure forsøger at skubbe Randers FC' Bedi Buval væk i en kamp på Randers Stadion i 2008)

Ekstra fakta inden #AGFRFC
De sidste to 3F Superliga kampe mellem AGF og Randers FC er sluttet 1-1 - med begge vores mål scoret efter 89 minutter af Patrick Mortensen.

Vi har holdt fem clean sheet i Superligaen i 2021 - flere end nogen anden hold i ligaen.

Randers FC har ikke tabt seks af deres seneste syv udekampe.

Dyk ned i 3F Superligaens optakt til kampen her >>>

Der er kampstart mandag den 15. marts kl. 19 på Ceres Park. Desværre jo fortsat uden adgang for tilskuere på grund af Corona-restriktoner. Kampen kan i stedet følges direkte på TV3Sport, DR P3 og på vores livetwitter.

KSDH!!

Koncernpartnere

+