3F Superliga

Alle i Ceres Park: Vigtig kamp venter fredag

AF: AGF - 25. november 2021

I morgen lukker vi efteråret ned med en vigtig og spændende kamp i Ceres Park, hvor vi håber igen, at se mange på lægterne.

Det er noget af en kamp, der venter os i Ceres Park i morgen - fredag den 26. november, når vi lukker efteråret af med en hjemmekamp mod Silkeborg IF.

For her kan vi med en sejr næsten lukke hullet op til top seks og dermed gå på vinterpause med godt julehumør og optimisme. Så holdet håber igen at se mange fans på lægterne i Ceres Park til at støtte dem frem mod et godt resultat.



Vi har været velsignet med en stor opbakning i Aarhus i dette efterår, hvor tilskuergennemsnittet er på over 11.300. Lad os se om vi kan nå det tal igen på fredag, hvor vi åbner AL Bank Fanzonen kl. 17.30 og varmer op til fredagsfest inde i Ceres Park. I AL Bank Fanzonen kan man som sædvanligt opleve den gode stemning med live-musik og hyggeligt samvær inden kampen.

Portene til Ceres Park åbner kl. 17.45 og i forhold til seneste hjemmekamp er det med at komme i god tid på fredag, da vi denne gang skal se et gyldigt coronapas inden man får adgang til Ceres Park. Kampen starter kl. 19.

Så tag vennerne med og fortsæt fredagsbaren i skoven. Eller er man mere til familietid, har vi også åbnet på Familieafsnittet på Bravida-tribunen, hvor børn under 15 år jo kommer gratis til fodbold.

Find de gratis børnebilletter og andre billetter her >>>



På banen kan holdet løbe ind med bevidstheden om, at vi skal helt tilbage til den 15. august for at finde seneste nederlag i Ceres Park i 3F Superligaen. Og i de seneste fire kampe har vi holdt buret rent. Dermed kan vi på fredag nå op på flotte fem clean sheets i træk i Ceres Park, hvis vi formår at holde gæsterne fra Silkeborg fra mål. Det gjorde vi i seneste kampe, der endte 2-0 til os ude i Silkeborg tidligere på efteråret.

Lad os bare gentage det resultat i morgen - bakket op af et velbesøgt Ceres Park, hvor vi håber, at se mange til årets sidste kamp.

Køb billetter her >>>>

Koncernpartnere

+