Ansvar

AGF hylder veteraner

AF: AGF - 12. oktober 2021

Soldaterveteraner inviteres til et fyldt Ceres Park

Når AGF møder AaB på mandag i den jyske klassiker hjemme i Ceres Park bliver det foran 20.000 fans, når Aros Forsikring inviterer til gratis fodbold.

Dermed er der også lagt op til flotte rammer til at markere Veteran Match 2021, som er et initiativ, der støtter og samler penge ind til fordel for danske krigsveteraner med fysiske og/eller mentale skader.

AGF benytter nemlig kampen til at tage del i Veteran Match 2021 og dermed til at hylde skadede, danske soldaterveteraner, der har været udsendt af Danmark og vendt hjem med ar på krop og sjæl.

Til kampen har vi inviteret en gruppe veteraner med, der bliver hyldet før kampen for deres indsats, ligesom vi benytter lejligheden til at samle ind til fordel for veteranerne.

- Vi ønsker at anerkende den indsats som veteranerne har ydet for Danmark med store personlige konsekvenser til følge. Det fortjener en hyldest, og vi er glade for at kunne være med i Veteran Match 2021 og dermed give lidt igen til de mennesker, der har betalt en meget høj pris i landets tjeneste. Så vi ser frem til at byde veteranerne velkommen til kampen den 18. oktober, og vi håber, at et fyldt Ceres Park vil være med til at hylde dem for deres indsats, siger Jacob Nielsen, der er adm. direktør i AGF A/S.


Veteran Match 2021 samarbejder med Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt og ud over AGF har flere andre 3F Superliga-klubber deltaget i løbet af oktober måned.

I forbindelse med kampen den 18. oktober bidrager AGF til at rejse penge til fordel for veteranerne. Det sker ved, at der efter kampen vil blive bortauktioneret en kamptrøje fra man of the match og pengene går ubeskåret til at støtte de lokale idrætsforeninger, der laver aktiviteter for skadede veteraner.

Vel mødt til Veteran Match 2021 i Aarhus mandag den 18. oktober.

AGF får fra tid til anden hilsner fra tilhængere, der er udsendt i tjeneste - som her fra en fan under tjeneste i Irak.

Koncernpartnere

+