Gjensidige kvindeliga

AGF Kvindefodbold led hård skæbne hjemme

AF: AGF - 16. oktober 2021

Trods masser af chancer blev det i dag til et 2-3 nederlag for AGF Kvindehold, der hjemme i Aarhus rendte ind i en kontramaskine fra Thy.

Lørdagen bød på fodbold på Vejlby Stadion, da AGF’s kvinder tog imod FC Thy/Thisted Q i Gjensidige Kvindeligaens runde 10.

Fra kampens start var det dog gæsterne, der tog i mod, da AGF startede frisk og aggressivt, hvilket allerede fra kampens startede kastede et par muligheder af sig. Så det var ganske fortjent, at vi allerede efter otte minutter kom foran, da Sofie Bloch flot kunne heade os på 1-0 efter et godt indlæg fra Ásla Johannesen.


Kort efter var det Jenna McCormick, der var tæt på at øge vores føring, da bolden endte hos hende i Thyboernes felt, men hendes skud blev blokeret til hjørnepark - et spark, der skulle vise sig at blive dyrt for os. For ved hjørnesparket endte bolden hos FC Thy, der satte gang i en kontra og kom alene foran Katrine Svanes mål. Marie Herdel havde dog taget et flot returløb og fik tacklet i sidste øjeblik. Men desværre også ulovligt vurderede kampens dommer, der derfor dømte straffespark. Det blev omsat til mål sikkert og så stod der pludseligt 1-1 efter kun et kvarter. Det var i øvrigt anden kamp i træk, der blev dømt et straffespark mod os.

10 minutter senere skulle det blive værre endnu, da Thy kom igennem på en ny omstilling. Og selv om vi i denne situation havde flere AGF’ere tilbage, fik gæsterne sat bolden i kassen til en føring, som selv den mest objektive iagttager ville mene var noget ufortjent set i lyset af den gode start som hjemmeholdet havde fået.

Men vi spiller som bekendt ikke med fortjent i fodbold og gæsterne var mere effektive på deres chancer end os. Og mål giver selvtillid, så i resten af halvlegen var FC Thy mere på bolden og fik også spillet sig til nogen muligheder. Men Svane i målet viste, hvorfor hun netop er udtaget til det danske landshold og tog fra, når det var nødvendigt.

I den anden ende forsøgte Marie Herdel sig med sine karakteristiske raids op langs linjen og en gang i mellem også ind i feltet, hvilket gav flere gode muligheder foran Thys mål. Men flere mål fik vi ikke i en begivenhedsrig første halvleg.

2. halvleg

I anden omgang var det altså os, der skulle ud og jage mål, men vi skulle også holde balancen i forhold til gæsternes giftige kontraangreb - en disciplin som thyboerne har været dygtige til i denne sæson. Vi startede som i første halvleg. Med højt pres og stor iver, hvilket kastede et hurtigt hjørnespark af sig. Men det gav ikke gevinst, og generelt kunne vi i dag godt ha’ fået mere ud af en større portion hjørnespark.

Men vi fortsatte med at klø på og efter 10 minutters tid af 2. halvleg var McCormick tæt på, da hun ramte stolpen efter et langskud. Og i det hele taget kom vi rigtig fint ud til anden omgang og fik et spilovertag, som efter små tyve minutter gav gevinst, da et flot gennemspillet angreb sluttede hos Marie Herdel som Sofie Bloch fandt fri inde foran mål og Herdel kunne sikkert udligne til 2-2 - en ganske fortjent udligning.


Men selv om vi sad på meget af spillet i anden halvleg, kunne det ikke undgås at gæsterne kom til muligheder. Og efter vores udligning fik FC Thy ædt sig lidt tilbage i kampen og blev farlige igen. Men Katrine Svane stod en flot i kamp i dag og havde flere gode redninger - blandt andet i en situation tæt under mål, hvor hun helt forrygende fik forhindret et mål til gæsterne.

Svane kunne dog intet gøre, da gæsterne med ti minutter tilbage viste deres styrke på omstillinger. For i forsøget på at hente alle tre point pressede vi fortsat på og blev fanget langt oppe på banen, hvor Thy slog kontra og kunne score deres tredje mål. En tung skæbne for kvinderne, der ikke kunne klage over indsatsen og boldbesiddelsen i dag, men snarere kan ærgre sig over manglende effektivitet foran begge mål, hvor skarpheden blev afgørende.

Næste kamp er ude mod Kolding Q, som ligger lige over AGF i Gjensidig Kvindeligaen. Det kan derfor vise sig at blive en meget vigtig kamp i bestræbelserne på at nå top seks.

AGF Kvindefodbold vs. FC Thy/Thisted Q - Gjensidige Kvindeligaen runde 10 / 16.10 2021
2-3 (1-2)
08’ 1-0: Sofie Bloch
15’ 1-1: Mathilde Keldgård (Str.)
25’ 1-2: Rikke Dybdahl
67’ 2-2: Marie Herdel
83’ 2-3: Malene Hedegård

AGF:
Katrine Svane, Tina Fremo, Ásla Johannesen, Sofie Vendelbo, Jenna McCormick, Cecilie Johansen (71’ Caroline Ahrendtsen), Sofie Obel, Maria Herdel, Linda Nyman (45’ Julie Poulsen), Maria Denius (45’ Emma Andersen), Sofie Bloch (86’ The Rhode)

Koncernpartnere

+