Sponsor

Hørkram og AGF fortsætter samarbejde

AF: AGF - 22. oktober 2021

Hovedtribunen på Ceres Park hedder fortsat Hørkram Tribunen i de kommende tre år.

Siden 2018 har hovedtribunen på Ceres Park heddet Hørkram Tribunen. Og det bliver den ved med efter AGF og Hørkram Foodservice har givet hånd på en forlængelse af et sponsorsamarbejde, så Hørkrams blå og hvide logo fortsat vil præge Ceres Park de næste tre år frem. På det tidspunkt vil Hørkram ha’ været en del af AGF i 10 år - siden samarbejdet startede med den første aftale i 2014.

- Vi har været mere end tilfredse med vores samarbejde med AGF gennem tiderne, og siden vi opgraderede vores aftale til også at omfatte tribunesponsoratet, har vi mærket et øget kendskab til vores virksomhed - ikke bare i Østjylland, men i hele landet. Så vi har egentlig ikke været i tvivl om, at vi ønskede at fortsætte og vi er glade for, at vi i de kommende år fortsat kan være en del af AGF og af oplevelsen på Ceres Park, siger centerdirektør John Astrup fra Hørkram Foodservice, der bruger partnerskabet med AGF til at styrke virksomhedens markedsposition som en af landets største foodservice-grossister, der er totalleverandør til professionelle køkkener.

Og netop den synlighed som Hørkram har opnået med samarbejdet med AGF har været vigtig for virksomheden, som har østjysk base ved motorvejen tæt ved Aarhus.

- Det ene af vores to centrallagre ligger i Kolt, og vi ønsker at stå så stærkt som muligt i Jylland - og i særdeleshed i Østjylland. I den sammenhæng er AGF den bedste platform til at skabe synlighed og styrke vores markedsposition med sin stærke position i østjyderne og århusianernes hjerter. Så vi har aldrig været i tvivl om, at vi ville fortsætte samarbejdet med AGF og ser nu med glæde frem til samarbejdet i de kommende år, tilføjer John Astrup fra Hørkram Foodservice.

Hos AGF glæder vi os nu til at tage hul på et nyt kapitel i samarbejdet med Hørkram, der startede i AGF som Sølvpartner og nu altså er Guldpartner og navnepartner på A-tribunen i Ceres Park.

- Det er altid glædeligt, når en eksisterende samarbejdspartner er tilfredse med samarbejdet, og vi har været stolte af, at se Hørkrams logo på A-tribunen og af vores samarbejde i det hele taget.

- Hørkram tager som os også del i kampen mod klimaforandringer med en række spændende bæredygtige initiativer. Og på den måde deler vi også en række værdier, som vi begge har nytte og gavn af at udforske, og vi glæder os over forlængelsen med ydmyghed og stolthed, siger salgsdirektør i AGF, Rasmus Nørgaard Hansen.

Om Hørkram
Hørkram Foodservice A/S er landsdækkende totalleverandør til foodservice-markedet og er én af de tre største cateringgrossister i Danmark. Hørkram råder over et meget alsidigt sortiment med mere end 30.000 unikke varenumre og har mere end 50 års erfaring som grossistleverandør til foodservice-markedet.

Se mere på Hoka.dk

Koncernpartnere

+