Klubben

Aarhus Walk vendte tilbage med succes

AF: Foto: Allan Høgholm/Video: Jonas Laurien - 14. september 2021

Fantastisk opbakning til genåbningsfest og Aarhus Walk 2021

Søndag den 12. september var en af de større dage i Aarhus. Efter corona-restriktionerne er løftet kan vi nu igen samles om fodbolden og fællesskabet, og derfor var Aarhus Walk tilbage efter et års pause. Og det var tilsyneladende noget århusianerne havde savnet. For det var meget populært, da vi søndag fejrede fællesskabet med en stor genåbningsfest og Aarhus Walk 2021, hvor vi gik sammen fra Ingerslevs Boulevard mod Ceres Park.



For enden af Stadion Allé var over 11.000 samlet til kampen mod Vejle Boldklub, der gav sæsonens første sejr og dagen igennem på Ingerslev Boulevard var op mod 10.000 samlet til fest eftermiddagen igennem, hvor mange af dem gik med mod Ceres Park, da cheftræner David Nielsen skød Aarhus Walk 2021 i gang.

- Jeg er så imponeret over, hvad for en by og en fodboldklub, vi er. Vi har ikke været ret gode i længere tid og har haft problem. Men så i dag er der Aarhus Walk og tusindvis af mennesker går med og bakker os op. Det lignede hele Aarhus var med. Og jeg vil gerne takke alle de mennesker for at stille op for os og støtte vores fodbold på den måde, vi gør. Vi har ikke være dygtige nok i et stykke tid, men alligevel er opbakningen der - og det så vi også i dag (søndag, red.)

Inden turen gik til Ceres Park kunne man blandt meget andet opleve et musikprogram med navne som Karl William, Bogfinkevej og The Broken Beats, ligesom Skt. Lukas Kirken var vært for den efterhånden traditionelle andagt, der igen i år blev afviklet med smuk musik og opmuntrende ord fra prædikestolen.

Masser af opmuntring var der også til de mange tusind, der gik mod Ceres Park, hvor der var flag og tilråb fra masser af lejligheder og forbipasserende til den store hvide flok.

Alle I og omkring AGF siger tusind tak for den store støtte til genåbningsfesten og Aarhus Walk. Vi glæder os allerede til vi skal gøre det igen om under et år, når vi åbner sæsonen 2022/2023.

Koncernpartnere

+