KLASSISK KAMP TIL LEGENDERNES DAG 

22.08.2025 08:42

Historisk kamp på en historisk dag.

Vi kunne næppe have valgt en mere velvalgt kamp til Legendernes Dag på søndag end en kamp mod Vejle Boldklub.

De to klubber har op gennem den danske fodboldhistorie spillet mange store kampe og begge klubber har i perioder domineret dansk fodbold i det sidste århundrede. 

Så det er et traditionsopgør af de helt store, når AGF og Vejle Boldklub mødes. 

Den sande jyske klassiker kalder mange da også kampen, som byder på et utal af spændende kampe i fodboldhistorien, hvor de to hold gennem tiderne har kæmpet om tronen i dansk fodbold.  
 

Den første kamp mellem de to blev spillet i 1940, hvor de to hold delte med et 1-1 resultat. Rivaliseringen startede for alvor i 1950’erne, hvor de to klubber vandt sine første titler som de første jyske hold nogensinde. Klubfodbolden i Danmark var hidtil domineret af københavnske klubber som KB, Frem, B93 og B1903. 

- Det var klart de to største hold i den tid, hvor jysk fodbold bød sig til. Dermed blev det en stor kamp af den simple årsag og det er stadig en speciel kamp, har TV 2 Sports fodboldekspert, Morten Bruun sagt til TV2.dk  



AGF er det hold, som Vejle Boldklub har mødt flest gange i klubbens historie og vores relative tætte geografiske forbindelse var også med til at udvikle en rivalisering, da vi i gamle dage dystede om at være Jyllands bedste hold.  



Siden er kampen måske falmet lidt i forhold til andre store danske kampe og AGF’s tilhængere ser nu kampene mod Brøndby IF som de største, ligesom rivaliseringen med AaB, FCM og FC København også har taget til i nyere tid.  
 


Men der er stadig masser af liv og historiefortælling i kampene i nyere tid også. Mange ældre fans husker nok stadig store kampe på det daværende Århus Stadion i både 1970’erne og 80’erne. 

For eksempel en 7-1 sejr og den kamp fra 1984, hvor mere end 20.000 så to tophold i 1. division udkæmpe en drabelig kamp, hvor Vejles målmand blev udvist og den senere AGF’er, John Sivebæk måtte gå i mål.



I moderne tid husker mange nok også dramatisk kamp i Vejle i 2019, som endte 4-2 til AGF efter udvisninger og en skraldespand på banen.  

Man kan her dykke ned i historien de to klubber i mellem i podcasten 11’eren, som sætter det bedste hold af spillere med en fortid i begge klubber. 


I august 2025 gælder det runde seks i 3F Superligaen i et nyt møde mellem to store danske traditionsklubber.



Find din billet til kampen lige her.

AGF
Dansk mester: 1955, 1956, 1957, 1960 og 1986 

Pokalvindere: 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992 og 1996 

Vejle Boldklub 

Dansk mester: 1958, 1971, 1972, 1978 og 1984

Pokalvindere: 1958, 1959, 1972, 1975, 1977 og 1981