
- VI SKAL FORTSÆTTE I DET GODE SPOR
25.08.2025 02:39
Cheftræner Jakob Poulsen om 1-0 sejren over VB på Legendernes Dag.
Oven på søndagens 1-0 sejr over Vejle Boldklub var der naturligvis tilfredshed med de tre point hos både spillere og træner.
Efter kampen hæftede cheftræner Jakob Poulsen sig blandt andet ved, at især anden halvleg var ganske solid og blev afviklet på en god måde.
- Vi var det bedste hold i dag, men i sidste halvdel af første halvleg sjusker vi lidt rent defensivt og får ikke skubbet hårdt nok op og det gør, at Vejle kommer til lidt flere afslutninger.
- Men i anden halvleg er vi rigtig solide. Her står vi stærkt defensivt og får også lavet de chancer, der skal til for at lukke kampen - vi mangler så lige at putte den ind til et mål mere, men ellers har vi styr på det, sagde cheftræner Jakob Poulsen til medierne efter Legendernes Dag.

Med sejren er vi nu oppe på ni point i de tre seneste kampe og har fået slået tilbage efter en lidt resultatmæssig lunken indledning på sæsonen.
- Jeg er glad for, hvor vi er i øjeblikket. Det har krævet hårdt arbejde fra alle på og omkring holdet. Nu handler det om at fortsætte i sporet og ikke tage noget for givet.
- For der er ingen lette kampe i den her liga - det ser vi i hver eneste runde, og vi skal steppe op hver gang. Det har vi så formået i de senere kampe og har høst frugterne af det.
- Så jeg er tilfreds med, hvor vi er. Spillerne gør det godt og vi får de point, vi skal og spiller fornuftigt, lød det fra cheftræneren, som nu har en lille uge til at gøre mandskabet klar til næste udfordring som også er i Ceres Park Vejlby.
Her kommer FC Fredericia på besøg søndag den 31. august kl. 14. Brug linket herunder for billet til den kamp.