- VI ER KLAR TIL AT ANGRIBE FORÅRET 


23.02.2025 17:48

Tilfreds i AGF-truppen efter endnu en sejr.

Efter endnu en sejr, hvor vi scorede fire mål var AGF’erne naturligvis ganske tilfredse, da de mødte medierne efter søndagens 4-0 sejr over AaB. 

- Vi har et højt topniveau og det har jeg aldrig været i tvivl om. Men vi kan stadig hæve vores bundniveau. Vi kan slå alle, men vi kan også tabe til alle. For os handler det om at holde fokus og få sikret en plads i top seks, og i dag var et rigtig godt skridt på vejen, sagde Mikael Anderson i mixed zonen efter dagens kamp. 



Her kiggede Tobias Mølgaard også forbi og efter han kom på banen efter en times spil fik han også mærket, hvordan Ceres Park Vejlby bar holdet til sejren.



- Det var fedt. Vi har gang i noget godt og det viste vi igen i dag. Vi er klar til at angribe foråret og det var en god oplevelse med stadion i dag. Det virker til, at det kan blive et et svært sted at komme for modstanderne, hvor der kan blive lagt tryk på fra nogen tribuner, som er meget tætte på, sagde Mølgaard, som - sammen med forsvarskollegaerne - igen fik lukket af med et clean sheet.



- Vi kunne næsten ikke ha’ ønsket os en bedre måde at åbne den nye hjemmebane - sikke en opbakning i en flot kulisse - det kan blive rigtig godt her i Vejlby. 



- Vi har arbejdet hårdt i preseason og arbejdet stenhårdt og forsøgt at ændre noget af det, som ikke var så godt i efteråret. Alt i alt en fin start, sagde Frederik Tingager.

Næste udfordring for AGF’erne er ikke i Vejlby, men i Randers på fredag, hvor der i næste uge muligvis bliver frigivet flere billetter til et ellers tæt besat udebaneafsnit.