AARHUS ER LANDET FINT: SER FREM TIL OPSTARTEN 

17.07.2025 08:27

AGF Kvindefodbolds nyeste spiller er kommet godt i gang med opstarten.

Line Aarhus blev præsenteret som ny spiller for AGF i sommerpausen. Så først tirsdag mødte hun for alvor truppen, da AGF Kvindefodbold tog hul på forberedelserne til en ny sæson. 

Og den tidligere ASA-spiller har fået et godt indtryk af både klubben og sine nye holdkammerater efter et par hårde første træningsdage. 



- Jeg er landet rigtig fint. Jeg har glædet mig til at komme i gang siden det faldt på plads og har jo måtte vente lidt på at komme i gang her i sommerferien. Men nu er vi i gang og det er super fedt at blive en del af holdet og træningen er rigtig god.

- Jeg kan godt mærke, at niveauet er noget højere end, hvor jeg kommer fra og det går noget hurtigere. Men det er også meningen med mit skifte og jeg ser frem til at udvikle mig som spiller i en rigtig god trup med dygtige spillere, siger Line Aarhus, som kom til AGF fra ASA, hvor hun spillede med i 1. division og senere i oprykningsspillet til Gjensidige Kvindeligaen. 


Men nu står den altså på Gjensidige Kvindeligaen for AGF for den 21-årige midtbane-spiller, som starter op i AGF under en ny cheftræner i skikkelse af Claus Struck, der også mandag havde sin første dag i AGF.

Line Aarhus kender til Claus Struck fra de danske ungdomslandshold og ser frem til at træne under ham i sin nye klub. 



- Jeg har haft ham på ungdomslandsholdene og jeg kender ham som en dygtig træner og en flink fyr - så det er spændende, at det nu er ham som har taget over. 


Liga-holdet spiller allerede i weekenden den første testkamp, når turen går til liga-kollegaerne fra Kolding IF. Og selv om strandsandet knapt er børstet af, ser holdet frem til for alvor at begynde forberedelserne med en træningskamp.



- Det er rigtig fint, at vi har en tidlig kamp. Jeg håber selvfølgelig på nogen minutter og på, at få muligheden for at vise mig frem og så må vi se, hvordan det går. Jeg er bare glad for at være i gang og for at være her i AGF - det har været en god start, tilføjer Line Aarhus.