FØR SØNDAG: ALTID MÅL MELLEM AGF OG FCM

30.07.2025 18:07

Det er seks år siden en kamp mellem AGF og FC Midtjylland endte uden mål. Søndag mødes vi igen i Aarhus i det 66'ende møde i 3F Superligaen.

Søndag eftermiddag får vi besøg af FC Midtjylland i Ceres Park Vejlby. Det gælder runde 3 i den nye 3F Superliga-sæson og vi skal ud og slå tilbage efter et nederlag i seneste hjemmekamp.



Køb din billet her til en stor fodboldsøndag i Vejlby

65 gange I 3F Superligaens historie har vi krydset klinger med FC Midtjylland siden klubben blev dannet i 1999, og mens vi er et hold på jagt efter en sejr på søndag, kommer midtjyderne ind til kampen oven på en flot seneste kamp, hvor de vandt hele 6-2 over Sønderjyske hjemme i Herning.



Og i det hele taget har midtjyderne gang i en flot stime som ubesejret i de seneste seks kampe efter de åbnede sæsonen med at spille 3-3 med OB. De ni mål som FCM altså allerede har scoret i superligaen indtil nu er det næsthøjeste antal mål i en sæsonstart over to kampe siden Brøndby IF scorede 11 i sæsonens to første kampe tilbage i 1997.



Sæsonens første resultater efterlader os på ottendepladsen med et point, mens FCM er nummer tre med fire point. 



I nyere tid må vi erkende, at midtjyderne har haft overhånden på os og seneste kamp endte da også med et 3-1 nederlag i Herning, hvor vi har uheldige med et par straffespark imod os. 



Vores målscorer i den kamp var Kristan Arnstad som den gang scorede sit første mål for AGF. 



Kampen søndag er det 66. møde i 3F Superligaen mellem de to klubber, og rent historisk set er det forholdsvist ligeligt fordelt med 22 sejre til AGF, 32 til FC Midtjylland og 11 pointdelinger. 



Hjemme i Aarhus har vi spillet to uafgjorte, vundet en enkelt og tabt to i de sidste fem hjemmekampe. 

I sidste sæson endte to af vores kampe mod FC Midtjylland uden en vinder, mens midtjyderne vandt de to andre.

De to uafgjorte kampe var de eneste to X’er i en stime på ti kampe. 



I de seneste ti kampe mellem AGF og FC Midtjylland er der i snit blevet scoret 2.4 mål, når de to hold har mødt hinanden. Og meget tyder på, at der kommer mål igen på søndag. 



Vi har således formået komme på tavlen i de sidste 18 kampe - og det er da også seks år siden, at en kamp mellem AGF og FCM endte uden mål.



Vores seneste målscorer er Patrick Mortensen som nettede i sidste uges 1-2 nederlag til Randers FC og han er nu den Superliga-spiller som har scoret flest mål i kalenderåret 2025 efter han i kampen mod Randers blev den første spiller på 36 år eller ældre som scorede i ligaen siden Vagner Love scorede for søndagens gæster som 37-årig i februar 2022.

Mod FC Midtjylland har Mortensen i øvrigt scoret 10 mål i sin karriere. 



Flest mål for gæsterne i denne sæson, har Franculino som efter FCM’s storsejr over Sønderjyske i seneste runde nu allerede er oppe på fem scoringer.



Men et er tal og statistik. Noget andet er virkeligheden og på søndag håber vi på flest mål til os i endnu et møde med FC Midtjylland.

Der er kampstart på Ceres Park Vejlby søndag den 3. august kl. 18. Find din billet lige her.



Her kan du se flere tal på kampen og højdepunkter fra de senere kampe.

Og find kamprelevant indhold i din AGF-app efterhånden som kampen nærmer sig.