LØFTERIG HALVLEG VAR IKKE NOK TIL POINT

25.07.2025 18:03

En god første halvleg og 1-0-føring rakte ikke i fredagens lokalderby i Ceres Park Vejlby mod Randers FC, der endte med at trække det længste strå.

Som det var tilfældet i sæsonpremieren, fik et veloplagt AGF-mandskab en drømmestart. Allerede efter fem minutter viste måltavlen 1-0. Gift Links, der inden kampen havde sat sin signatur på en kontraktforlængelse frem til sommeren 2029, brød igennem i venstre side, og med et fladt indlæg fandt han en umarkeret Patrick Mortensen, der med en inderside åbnede scoringen til stor jubel for hovedparten af de 8215 tilskuere i Ceres Park Vejlby.

Den hurtige føring forplantede sig hos AGF-spillerne, der spillede med overskud og optimisme. Ikke alt lykkedes, men der var fine mønstre i spillet og god kontrol over kampen.

Efter 20 minutter var Gift Links igen på færde i venstre side, og denne gang førte hans centring til en Randers-blokering, der var tæt på at ende med et selvmål.

Kristian Arnstad var foretrukket til startopstillingen i dagens kamp, og den tekniske stærke nordmand var flere gange tæt på at bryde igennem i Randers’ felt med snævre driblinger. Få minutter før pausen blev han nedlagt i feltet. I første omgang vinkede dommer Jakob Sundberg afværgende, men efter et VAR-tjek blev der peget på straffesparkspletten. Patrick Mortensen blev sat til at sparke, men desværre havde Randers-keeper Jannich Storch kigget anføreren ud. Mortensen fik dog en ny chance, da der blev dømt omspark, men igen måtte han se Randers-keeperen trække sig sejrrigt ud af duellen. Stillingen efter de første 45 minutter var således 1-0, og AGF-spillerne kunne gå til pause efter en løfterig indsats med mange gode momenter.

Desværre skulle der ikke gå mange minutter af anden halvleg, før der var blevet vendt op og ned på det hele. Først udlignede Norman Campell, da han nåede først på et indlæg fra højre side, og to minutter senere tog gæsterne også føringen ved Elies Mahmoud, der fik lidt for let spil og på en friløber kunne udplacere Jesper Hansen.

Randers to hurtige scoringer skabte usikkerhed hos hjemmeholdet, som havde svært ved at få greb om spillet. Med godt tyve minutter igen havde Mathias Greve to muligheder for at lukke kampen, men først stolpen og dernæst en clearing på stregen af Eric Kahl gjorde, at AGF-mandskabet slap med skrækken.

Indskiftninger af hjemmebanedebutanterne Stefen Tchamche og Rasmus Carstensen samt Frederik Emmery, og med små ti minutter igen et længe ventet comeback til Kevin Yakob samt endnu en hjemmebanedebutant i skikkelse af Sebastian Jørgensen gav fornyet momentum til hjemmeholdet, der i den sidste del af kampen trykkede på for en udligning. Anstrengelserne udmøntede sig i et par ligeved og næsten-situationer – bl.a. et nærgående Emmery-indlæg, som Patrick Mortensen lige manglede en halv meter at nå frem til ved bagerste stolpe. Udligningen kom dog ikke, og i de døende sekunder kunne Mike Themsen have øget føringen, men han overplacerede sin afslutning, og opgøret endte således 1-2.

Det var to forskellige halvlege, men en skæv start på anden halvleg blev i sidste ende udslagsgivende. På søndag får AGF-spillerne en mulighed for at revanchere sig, når FC Midtjylland kommer på besøg i Vejlby.

Kampfakta
AGF – Randers FC 1-2 (1-0)

1-0: Patrick Mortensen (5’)
1-1: Norman Campell (51’)
1-2: Elies Mahmoud (53’)


Advarsler AGF: Arnstad, Mortensen


AGF: (3-4-3): Hansen – Kahl (79: Emmery), Tingager, Dalsgaard – Links (68: Carstensen), Madsen, Poulsen (87: Jørgensen), Beijmo (86: Carstensen) – Arnstad (87: Yakob), Mortensen, Bech (68: Tchamche)