PARTNERSKAB LETTER VEJEN TIL MODERSKAB

15.07.2025 08:47

Nyt samarbejde mellem AGF Kvindefodbold og Maigaard Fertilitetsklinik

 åbner for nye muligheder for fodboldspillerne i AGF.

Bold eller baby? Sådan har valget været for mange kvindelige fodboldspillere.

Nu går AGF Kvindefodbold - i samarbejde med Maigaard Fertilitetsklinik - nye veje med et initiativ, som skal bidrage til bedre forhold for fodboldspillere som ønsker at blive mor. 



I kølvandet på, at Maigaard Fertilitetsklinik - der er en af Skandinaviens største private fertilitetsklinikker - er ny partner hos AGF Kvindefodbold lancerer vi nu under overskriften ”More than a player” en pakke med en række initiativer til klubbens spillere.



Pakken består af forskellige tilbud i samarbejde med Maigaard Fertilitetsklinik, der stiller deres specialister og viden til rådighed for spillere, stab og medarbejdere i AGF.

- I sagens natur har det ikke så stor indvirkning på en mandlig fodboldspiller, når han bliver forældre, som et forældreskab har virkning på en kvindespillers karriere - først med graviditeten og dernæst med fødslen - det kan vi ikke lave om på. 

- Men vi kan alligevel gøre en del for de af vores spillere, der ønsker at blive mor og fortsætte karrieren, og med støtte fra Maigaard Fertilitetsklinik sætter vi nu det i system, fortæller chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen. 



(AGF's tidligere spiller, Ásla Johannesen med sin datter)

More than a player indeholder blandt andet et tilbud om en fertilitetsscreening til spillere, der ønsker fleksibilitet i deres familieplanlægning og et uddannelsesforløb om fertilitetsvinduer, præstationsoptimering og kvindekroppens cyklus i elitesport. 



Spillere, der er gravide eller planlægger at blive det, kan få skræddersyede trænings- og ernæringsplaner, samt et tilbud om et forløb med fysioterapeuter og læger for en sikker træning gennem graviditeten og juridisk rådgivning om kontrakter, barselsrettigheder og lønforhold.



Programmet indeholder også rådgivning med specialudviklede genoptrænings-programmer for eliteidræt efter graviditet. 

- Vi ser frem til at sætte vores viden og ekspertise i spil i et nyt spændende samarbejde med AGF Kvindefodbold, hvor vi stiller os til rådighed for spillerne. Vi er sat i verden for at gøre en forskel for alle, som ønsker at stifte familie. Og som kvindelig fodboldspiller møder man en del problemstillinger og udfordringer i den forbindelse, som vi nu står klar til at hjælpe med, siger speciallæge Mads Riiskjær fra Maigaard Fertilitetsklinik. 


- Det skal ikke være fodbolden, som skal forhindre nogen i at sætte børn i verden, og fodbolden skal være et miljø, hvor alle kan være frie til at tage vigtige personlige beslutninger. Derfor er vi glade og stolte over, at kunne introducere det her tilbud med Maigaard Fertilitetsklinik som er de bedste indenfor deres felt, tilføjer Daniel Lauridsen fra AGF Kvindefodbold. 

MAIGAARD FERTLITETSKLINIK 
Maigaard er Danmarks største private fertilitetsklinik, og har afdelinger i både Århus og Odense. I Aarhus holder de til på Jens Baggesens Vej.

De var den første private fertilitetsklinik i Skandinavien, som anskaffede et embryoskop, og råder nu i alt over tre embryoskoper. 


Maigaard har fokus på individuel og professionel behandling, og er kendt for at være fremsynede og villige til at være med i første linje, når nyt behandlingsudstyr skal efterprøves og vurderes. Som følge af dette er resultaterne fuldt på højde med de bedste i Europa.



Se mere på maigaard.dk

MORE THAN A PLAYER 

Maigaard Fertilitetsklinik går sammen med AGF Kvindefodbold om at facilitere workshops og informationsmøder, lige som de stiller deres specialister til rådighed for både spillere og ansatte som er blevet gravide eller ønsker at blive det.

Her får man en værktøjskasse med mulighed for øvelser, der vedligeholder eller forbedrer fertiliteten, ekstra scanninger, brug af specialister, sundhedstjek og lignende. 

Spillere som på sigt ønsker at blive gravide, kan få fertilitetsscreening med hormonprøver og ægreservetests.

Information om ægfrysning og donorsæd for spillere, der ønsker fleksibilitet i deres familieplanlægning og et uddannelsesforløb om fertilitetsvinduer, præstationsoptimering og kvindekroppens cyklus i elitesport.



Spillere som er gravide eller planlægger at blive det kan få skræddersyede trænings- og ernæringsplaner tilpasset gravide elitefodboldspillere. Specialiseret rådgivning om hormonelle forandringer, præstationsfald og skadesforebyggelse.

Individuelle forløb med fysioterapeuter og læger for en sikker træning gennem graviditeten og juridisk rådgivning om kontrakter, barselsrettigheder og lønforhold.


Spillere, som har født og ønsker at vende tilbage til fodbolden, kan få rådgivning med for eksempel specialudviklede genoptræningsprogrammer for eliteidræt efter graviditet.

Fysioterapeutiske forløb. Rådgivning om amning, søvnoptimering og hormonel balance. Mentorskab fra tidligere elitespillere, der har kombineret moderskab og sport.

RELATEREDE NYHEDER