AGF KVINDEFODBOLD: BRØNDBY GÆSTER VEJLBY I SIDSTE HJEMMEKAMP

06.06.2025 08:40

Klassisk kamp på lørdag på Ceres Park Vejlby.

I morgen lørdag spiller AGF Kvindefodbold sæsonens sidste hjemmekamp. Og det er ikke en hvilken som helst kamp, som vi slutter med i Aarhus. 

Brøndby IF kommer nemlig på besøg på Ceres Park Vejlby og som på herresiden plejer det ofte at være nogen intense og underholdende kampe, når AGF og Brøndby IF mødes. 

I denne sæson har AGF'erne kunne notere sig to sejre på udebane, mens den seneste hjemmekamp endte 2-3 til gæsterne. Så paradoksalt nok har vi i denne sæson klaret os bedst mod Brøndby IF på udebane, mens vi altså hjemme har revanche til gode, som passende kan komme på lørdag. 

Gæsterne kommer til Aarhus efter en 0-0 kamp på udebane mod HB Køge, mens vi tabte 0-1 på udebane mod Fortuna Hjørring. 

Tabelmæssigt kan AGF'erne ikke nå noget og vi slutter slutspillet på en sjetteplads, mens Brøndby IF stadig skal kæmpe for at sikre deres tredjeplads med to kampe tilbage. 

Der er kampstart på Ceres Park Vejlby lørdag kl. 17. Der er fri entré og der sker en masse inden kampe på en stor fodbold-dag i Vejlby.