
FLAD FREDAG I FARUM
16.05.2025 19:43
Sæsonens sidste udekamp resulterede i et nederlag til AGF på 2-0
Fredag aften tog vi - sammen med FC Nordsjælland - hul på 3F Superligaens næstsidste runde på kunstgræsset i Farum.
I forhold til seneste møde på Right to Dream Park som var i bidende vinterkulde og med sne langs banen, var der anderledes smukt forårsvejr denne aften. Det inspirerede til en fin AGF-start, hvor vi allerede efter to minutter kom til en fin mulighed, da Mølgaard fandt Anderson i FCN-feltet, men bolden sprang fra Anderson inden han fik afsluttet.
Kort efter var det Mads Emil Madsen som forsøgte sig efter godt forarbejde fra Arnstad, men forsøget gik over mål i en optimistisk start fra udeholdet.
Hjemmeholdet havde bolden en del i første halvleg, men vi virkede komfortable og forsøgte at gøre ondt på FCN med nålestik og omstillinger, mens boldesiddelsen ikke resulterede i nogen nævneværdige muligheder for FCN før et par skud fra distancen efter godt tyve minutters spil.
Efter en lille halv times spil kom udeholdet til endnu en god omstilling, hvor Arnstad fik afsluttet, men desværre snært over mål. Også Patrick Mortensen ville være med og headede mod mål i en situation, hvor vores anfører slog hovedet, så han måtte spille resten af kampen med et bind om panden.
Og det går bare ikke vores vej i øjeblikket for til trods for en stærk første halvleg, lykkes det værterne at score lige inden pausen, da FCN's Benjamin Nygren kom igennem og kunne score til 1-0 på en afrettet afslutning uden chance for Jesper Hansen i AGFmålet.
En ærgerlig måde at gå til pausen på for AGF’erne.

2. halvleg
Foran en flot århusiansk delegation på godt 500 AGF’ere på udebaneafsnittet, gik anden halvleg i gang. Desværre uden Nicolai Poulsen, der måtte blive i omklædningsrummet efter han var kommet til skade i første halvleg. I stedet kom Frederik Brandhof på banen.
AGF’erne fik tilkæmpet sig lidt mere af spillet i begyndelsen af 2. halvleg - uden det dog førte til de helt store chancer. Men blandt andre var Mikael Anderson ved at komme til en god mulighed, da han driblede sig igennem på kanten af hjemmeholdets felt. Men bolden blev erobret og det satte gang i en omstilling som FCN afsluttede med et forsøg mod Hansens mål, men også i målmandens hænder.
Kort efter hev Hansen en stærk redning op, da han reddede et hovedstød fra FCN’s målscorer, Nygreen.
Vi fik i perioder i 2. halvleg flyttet spillet længere op på hjemmeholdets banehalvdel og muligheder for en udligning blev flere.
Med 20 minutter igen kom der en stor chance, da Tobias Bach - der netop var kommet på banen - fint fandt en fremadstormende og vanligt hårdt kæmpende Mikael Anderson i FCN-feltet. Men desværre blev Andersons afslutning reddet af hjemmeholdets målmand.
Mod kampens slutning blev hjemmeholdet mere farlige efterhånden som vi pressede på for udligningen og derfor gav lidt mere rum bagtil. Og med 10 minutter igen udnyttede hjemmeholdet det til at score til 2-0.
Det mål tog luften ud af gæsterne og vi formåede ikke at slå os tilbage. Dermed endte kampen med et 2-0 nederlag til FCN.
Næste kamp er også den sidste i sæsonen, når vi søndag den 25. maj møder Brøndby IF på Ceres Park Vejlby. Så benyt lejligheden til at være sammen om fodbolden og klubben en sidste gang inden en lang sommerpause - find din billet lige her >>>
FCN vs. AGF / 3F Superligaen runde 31 / Right to Dream Park / 16.5 2025
2-0 (1-0)
45+3’ 1-0: Benjamin Nygren
82’ 2-0: Sindre Walle Egeli
Advarsler
FCN: Mark Brink, Peter Ankersen
AGF: Kristian Arnstad
AGF i Farum:
Jesper Hansen, Felix Beijmo (77’ Frederik Emmery), Henrik Dalsgaard, Frederik Tingage (65’ Tobias Bach), Tobias Mølgaard, Jonas Jensen-Abbew, Nicolai Poulsen (45’ Frederik Brandhof), Mads Emil Madsen, Kristian Arnstad (90’ Oskar Haugstrup), Mikael Anderson, Patrick Mortensen
