
MIKKEL DUELUND STOPPER I AGF
25.05.2025 11:30
Vi tager i dag afsked med Mikkel Duelund, som forlader AGF efter kontraktudløb.
Mikkel Duelund forlader AGF, når hans kontrakt udløber den 30. juni og ikke bliver forlænget.
Duelund kom til AGF i vinteren 2023 fra Dynamo Kiev efter krigen i Ukraine betød, at udenlandske spillere kunne fortsætte karrieren i andre klubber på en særlig FIFA-aftale. Da den udløb, blev Mikkel Duelund permanent tilknyttet AGF på en aftale til sommer 2025. Det er altså den som nu udløber, og dermed skal vi sige farvel til Mikkel Duelund, der i perioden nåede 39 kampe og fire mål for AGF.

- Vi sender Mikkel afsted med de bedste tanker og en stor tak for hans tid i AGF. Mikkel har af forskellige grunde haft svært ved for alvor at bide sig fast på førsteholdet og opnå den kontinuerlige spilletid en mand med hans talent og flid fortjener.
- I de situationer kan en frisk start være den bedste løsning for alle parter, og det får Mikkel mulighed for nu, og han vil helt sikkert komme til at sætte et markant aftryk et nyt sted - vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.
Mikkel Duelund fik sin fodboldopdragelse i AGF, men skiftede som ung spiller til FC Midtjylland. Han fik debut for AGF i Superligaen den 26. februar 2023 i en hjemmekamp mod Silkeborg IF.
Før sin tid i AGF optrådte han for FC Midtjylland, Dynamo Kiev, ligesom han har spillet i Holland for Nijmegen. Nu går turen altså til nye fodboldbaner for Mikkel Duelund.
Vi siger farvel til Mikkel Duelund inden inden dagens kamp mod Brøndby IF.
