
AGF KVINDEFODBOLD: UAFGJORT I SIDSTE TESTKAMP
05.03.2025 06:47
1-1 i testkamp mod FC Midtjylland.
Lørdag tager AGF's kvinder hul på deres forår med en pokal-kvartfinale mod Brøndby IF.
Inden da blev opstartens sidste testkamp spillet tirsdag aften i Vildbjerg, hvor FC Midtjylland var træningsmodstander.
Det blev en kamp med AGF'erne mest på bolden, men uden de mange mål, som ellers har præget opstartens andre testkampe.
Efter en lidt låst første halvleg uden de store chancer, var det midtjyderne som kom foran i begyndelsen af 2. halvleg på en omstilling.
På et hjørnespark midtvejs i 2. halvleg kom AGF'erne tilbage på et hovedstød fra Milla Højløkke.
Mere skete der ikke og den sidste testkamp endte 1-1. Dermed gik kvinderne ubesejret gennem vinterens testkampe og er nu klar til lørdag, hvor foråret starter med en pokal-kvartfinale mod Brøndby IF.
Den spilles på Fredensvang og kan ses direkte på AGF Play