AGF OG MIB-MARTIN IB FORTSÆTTER SUCCESFULDT SAMARBEJDE

05.11.2025 08:15

MIB-Martin Ib og AGF har forlænget samarbejdet frem til sommeren 2027.

Det århusianske madimperium, MIB-Martin Ib fortsætter et succesfuldt samarbejde med AGF efter MIB har forlænget sit partnerskab i en ny aftale, som løber fra årsskiftet og frem til sommeren 2027. 



Forlængelsen kommer efter, at MIB-Martin Ib i januar 2023 vendte tilbage til AGF som Guldpartner oven på en pause. Siden har de leveret mad til VIP-loungerne på Ceres Park og i den senere tid nu på Ceres Park Vejlby.

Nu har AGF og MIB så givet håndslag på en forlængelse af samarbejdet.



- Det har været en fornøjelse at genoptage samarbejdet med AGF og det har været fantastisk at møde alle klubbens gæster igen og bidrage til en god oplevelse og til fællesskabet på Ceres Park og nu på Ceres Park Vejlby.

- Vi nyder samarbejdet og har stor glæde af det. Så vi var egentlig aldrig i tvivl om, at vi gerne ville fortsætte og vi glæder os til at tage hul på et nyt kapitel med byens hold, siger Martin Ib, der er manden bag gastronomi-virksomheden af samme navn - eller blot MIB i daglig tale. 



Det århusianske madimperium har siden 2024 skabt oplevelser til både private- og erhvervskunder.

MIB består af restauranter, bagerier, events, catering, frokostordninger, kantiner, madkurser og måltidskasser, og bespiser hvert år over 2 millioner gæster og skaber unikke madoplevelser, hvor smag og kvalitet er i centrum.

Med en passion for friske råvarer kombinerer MIB klassisk håndværk med moderne gastronomi. 

I dag omfatter MIB mere end 19 virksomheder med tilsammen over 200 ansatte, og arbejder ud fra høje krav til råvarer, smag, tilberedning og sundhed. Og med et stærkt team udvikler Martin Ib konstant nye smagsoplevelser og følger tidens madtendenser.



- Vi er i høj grad et hold hos os og det samme er de i sagens natur hos AGF, hvor der løftes i flok - både på og udenfor banen. Og det er et fantastisk fællesskab at være en del af og bidrage til med det, vi er gode til.

- Vores samarbejde med AGF har løftet både os og klubbens tilbud til gæster og publikum, og vi er glade for, at vi nu kan se frem til flere gode år sammen frem mod en ny hjemmebane, siger Martin Ib. 



Se mere om MIB-Martin Ib på martinib.dk