
AGF TALENT ANSÆTTER HEAD OF OPERATIONS & EDUCATION
23.04.2026 09:36
Ny mand i spidsen for dagligdagen på Andelskassen Akademi
Når AGF's akademi møder ind efter sommerferien, vil der være et nyt ansigt på Fredensvang og på Andelskassen Akademi.
AGF Talent ansætter således fra 1. august Anders Juul i en nyoprettet stilling som Head of Operations & Education.
Anders får ansvaret for dagligdagen omkring de akademispillere, der bor på Fredensvang og for arbejdet og udviklingen af AGF’s skolemodel på både drenge- og pigesiden.
- Vi har efter sommer plus 20 spillere boende fast på akademiet på Fredensvang, og det gælder spillere med forskellig baggrund, nationalitet og kultur. Derfor har vi ledt efter en profil, der kan være med til at videreudvikle vores akademi både i forhold til kultur, men også i selve dagligdagen.
- Anders kommer med en stærk pædagogisk og sportslig profil og med erfaring inden for arbejdet med unge mennesker og ledelse. Udover arbejdet med akademiet, har vi søgt en profil, som kan understøtte arbejdet og udviklingen af vores skolemodel, og her passer profilen og erfaringen også godt ind. Vi glæder os til at byde ham velkommen i AGF, siger Talentchef i AGF, Marc Søballe.
Anders Juul er 38 år gammel, uddannet Cand. Pæd. (Pædagogisk psykologi), og han kommer fra en stilling som Pædagogisk Leder på Frederiksbjerg Skole.
Derudover er han i besiddelse af en UEFA A-trænerlicens. Han har tidligere arbejdet i vores samarbejdsklubber Viby IF og IF Lyseng, og han har blandt andet også spillet ungdomselitefodbold i AGF.



