TILBAGEBLIK PÅ FEM MINDERIGE KAMPE MOD FCM

15.04.2026 05:06

Et kig tilbage i fortiden inden næste møde med FC Midtjylland.

På mandag den 20. april møder vi FC Midtjylland i den første af to kampe i næste uge. 
Det er kamp 68 mod FC Midtjylland i Superligaens historie.

Blandt de første 67 har der været flere mindeværdige kampe og der har også været nogen, som vi har gemt langt væk i glemmebogen. 

Men mange kampe mellem Aarhus og Herning lyser op i den århusianske fodboldhukommelse.

Her tager vi en rejse tilbage i tiden og ser tilbage på fem mindeværdige kampe mod FC Midtjylland. Og vi starter med den allerførste kamp. 

DEN ALLERFØRSTE KAMP 

AGF vs. FCM / Ceres Park / Superliga / 2000/2001/ 13.8 2000
3-0. Målscorer for AGF: Tommy Nielsen, Mads Rieper, Nocko Jokovic

AGF: 
Erik Boye, Ken Martin, Michael Nonbo, Mads Rieper, Jens Madsen (46' Lennart Bak), Anders Bjerre, Nocko Jokovic, Tommy Nielsen, Dennis Siim, Kenny Thorup (64' Bo Nielsen), Mads Jørgensen (57' Carsten Hallum)



I sommeren 2000 spillede vi den allerførste kamp nogensinde mod FC Midtjylland, som den gang var en helt ny klub - dannet året før på en fusion mellem Herning Fremad og Ikast FS.

Efter et år i første division var den nye klub klar til Superligaen og til et besøg i Aarhus på et ny-renoveret Aarhus Stadion. 

Det blev dog ikke et godt minde for midtjyderne i deres første kamp mod AGF. 

Hjemmeholdet var suveræne kampen igennem og på mål fra Tommy Nielsen, Mads Rieper og Nocko Jokovic vandt vi 3-0 mod et FC Midtjylland med den tidligere AGF’er, Martin Nielsen i forsvaret og holdets senere cheftræner Thomas Thomasberg. 



I spidsen for begge hold var i øvrigt to Ove’er, der har trænet flere danske hold i fodboldhistorien - nemlig Ove Christensen for AGF og Ove Pedersen for FC Midtjylland. 



Med sejren den sommer kunne AGF indtage førstepladsen i Superligaen, mens det nye hold indledte deres første sæson fra en 10. plads. 



Foto: Ole Nielsen 

 

OTTE MÅL I AARHUS

AGF vs. FCM / Ceres Park / Superliga / 2003/2004 / 16.8 2003

5-3. Målscorere for AGF: Peter Gralund (2), Morten Rasmussen (2), Kasper Kure

AGF:

Steffen Rasmussen, Morten Petersen, Wade Barret, Shane Cansdell-Sherriff, Brian Sten Nielsen, Alex Nørlund (72’ Anders Kure), Mikkel Bo Jensen, Kasper Kure, Jeffrey Aubynn (78’ Thomas Mazurkiewicz), Peter Graulund (90’ Josta Dladla), Morten ’ Duncan’ Rasmussen.

Mange siger, at det her måske er den bedste kamp nogensinde mellem AGF og FC Midtjylland. Det er i hvert fald en af dem, som alle af de 7.216 tilskuere, der var til stede den dag, stadig husker. 

Hele 5-3 stod der på måltavlen efter en hæsblæsende eftermiddag på Ceres Park. 

Det første mål blev scoret efter to minutter og det sidste i det 89’ende minut.


To af FC Midtjyllands mål blev sat ind af datidens store offensive stjerne i dansk fodbold, Mohamed Zidane, som var manden bag det tidlige mål, som AGF’s Peter Graulund udlignede 10 minutter efter.

Og med endnu en AGF scoring af angrebskollegaen Morten ’Duncan’ Rasmussen gik AGF’erne til pause foran 2-1. 

Det fik midtjyderne ikke bare udlignet, men også udraderet, da de allerede 10 minutter inde i anden halvleg kom foran 2-3 ved nuværende cheftræner i FC Fredericia, Michael Hansen. 



Men AGF kom tilbage på 3-3 inden en udvisning til AGF’s Morten Petersen gjorde håbet om en sejr mindre.

Men den købte de to angribere ikke - de var målfarlige den dag. Så i det 86’ende og 89 minut scorede Morten Duncan og Peter Graulund hver et mål til slutresultatet 5-3 og AGF’s første sejr i den sæson var en realitet i hvad Århus Stiftstidende kaldte "AGF's vilde sommerfest"  

 



SØRENS AFTEN I AARHUS

AGF vs. FCM / Ceres Park / Superliga / 2011/2012 / 12.9 2011
 
Målscorere for AGF: Søren Larsen (3), Søren Berg (1) 

AGF: 

Steffen Rasmussen, Adam Eckersley, Atle Roar Håland, Arthur Sorin, Martin Jørgensen (46’ Casper Sloth), Jerry Lucena, Kasper Povlsen, Stephan Petersen, (79’ Davit Devdariani) Peter Graulund (32’ Aron Jóhannson) Søren Berg, Søren Larsen. 

Den 12. september 2011 blev Årets Mål i dansk fodbold det år scoret på Ceres Park. Det var sejrsmålet i en 4-2 sejr over FC Midtjylland i en kamp, hvor der stod Søren over det hele - eller rettere to gange Søren.



For de fire mål blev scoret af Søren Larsen, der lavede hattrick og så Søren Berg, der lukkede festen med at score årets mål. 



Der var spillet 22 minutter, da Søren Larsen åbnede sin målkonto den aften. En dyb bold fra netop Søren Berg fandt Larsen, som var kendt for at kunne score nærmest med tåen. Og den lange landsholdsangriber fik netop en tå på og kunne udplacere den midtjyske målmand til det første mål i hvad der blev en speciel aften for de 8.900 tilskuere, som fik en stor belønning for at overvære kampen i regnen. 



Men de skulle en skidt første halvleg igennem, hvor AGF’erne gik til pause bagud 1-2. 


Men kort inde i anden halvleg startede 10 magiske minutter, hvor Søren Larsen slog til igen hele to gange inden den anden Søren - Berg - fik bolden i luften fra Jerry Lucena på kanten af det midtjyske felt, tæmmede den med låret, drejede rundt og hamrede så bolden helt i krydset.

”Bravo Søren Berg”, lød det på TV om målet, som altså i december det år blev kåret til Årets Mål i dansk fodbold. 



Se det flotte mål og de andre fra 4-2 kampen her >>> 

 

COMEBACK I HERNING 

FCM vs. AGF / MCH Arena / Superliga / 2019/2020 / 21. juni 2020 

3-4. Målscorere for AGF: Jón Dagur Thorsteinsson (3), Nicklas Helenius 



AGF: 

William Eskelinen, Alexander Munksgaard (72’ Kevin Diks), Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen, Nicolai Poulsen, Jón Dagur Thorsteinsson, Benjamin Hvidt (64’ Nicklas Helenius) Bror Blume (72’ Albert Grønbæk), Jakob Ankersen (72’ Gift Links), Patrick Mortensen

Sommeren 2020 var en underlig tid i dansk fodbold. Der var corona, så kampene blev spillet for tomme tribuner og blev også lagt hen over sommeren på grund af udsættelser.



Derfor spillede vi en af de sidste runder i mesterskabsspillet den 21. juni ude mod FC Midtjylland på et næsten tomt MCH Arena, hvor kun 300 tilskuere fra hjemmeholdet var tilladt.

Så AGF-tilhængerne måtte se med hjemmefra, hvor de oplevede et comeback de nok stadig husker. 

For selv om vi kom hurtigt foran ved Jón Dagur Thorsteinsson udlignede værterne til 1-1 inden pausen og kort efter pausen scorede de to hurtige mål.  


Men heldigvis for os var den islandske offensive spiller Jón Dagur Thorsteinsson i målhumør og med 15 minutter igen reducerede han til 2-3.

Da der var spillet 82 minutter fik han udlignet til 3-3 på stærkt forarbejde af Gift Links. 

Dybt inde i overtiden fik vi en god omstilling, hvor Thorsteinsson denne gang var i oplæggerens rolle og fandt Nicklas Helenius, der scorede sejrsmålet til 3-4.

Og så kunne man kun høre AGF’s stab og trænerbænk på det tomme stadion. 



Nyd et gensyn med comebacket her >>>

 

JULEN BLEV FEJRET I HERNING 

FCM vs. AGF / MCH Arena / Superliga / 2019/2020 / 15. december 2019
1-3. Målscorere for AGF: Casper Højer Nielsen, Jón Thorsteinsson, Mustapha Bundu



AGF: 

William Eskelinen, Alexander Munksgaard, Niklas Backman, Frederik Tingager, Casper Højer Nielsen, Mustafa Amini, Mustapha Bundu (81’ Magnus Anbo), Zach Duncan, Bror Blume, Jón Dagur Thorsteinsson (70’ Jakob Ankersen, Patrick Mortensen (85’ Nicklas Helenius)

Det sidste gode minde er også en udekamp i Herning. Vi skal tilbage til julen 2019, hvor MCH Arena den 15. december lagde ramme om årets sidste Superliga-kamp foran et udsolgt udebaneafsnit, der nød årstiden i ens blå og hvide huer.



Kampen var da også det hidtil seneste tidspunkt for en udekamp. Den gamle rekord var helt frisk, da AGF i både 2017 og 2018 spillede sidste udekamp den 10. december.

Men man kunne ikke se på nogen af holdene, at det var sidst på året. Første halvleg blev forrygende med chancer til begge hold, men det var kun FC Midtjylland som fik scoret et enkelt og kunne gå til pause foran 1-0. 

Men kun få sekunder inde i 2. halvleg slog vi tilbage, da Casper Højer Nielsen trykkede af fra en spids vinkel og kunne udligne. 



Det mål satte ild i AGF-holdet. Seks minutter slog Alexander Munksgaard et godt indlæg ind til Jón Dagur Thorsteinsson, som headede udeholdet foran og da så Bror Blume blot et minut efter fik glæde af Mustapha Bundus aflevering efter Bundu havde drevet bolden uimodståeligt op mod det midtjyske mål, stod der 3-1 til AGF.



Kort efter kunne det ovenikøbet være blevet til flere mål, da Bundu var uhyre tæt på at krone en stærk kamp med et mål, men værterne slap for skrækken. Men de slap ikke for et nederlag, da stillingen holdt 1-3 ud og vi kunne gå på juleferie på en tredjeplads. 

Gense højdepunkter her >>> 




Kilder: AGF-statistik.dk, Superstat.dk, Superliga.dk