
DAFA FORLÆNGER STÆRKT LOKALT PARTNERSKAB MED AGF
24.08.2026 07:23
Fælles rødder, langsigtede relationer og et stærkt lokalt engagement er grundværdierne i et samarbejde med DAFA, der nu fortsætter i tre år endnu.
DAFA har forlænget sit mangeårige sponsorsamarbejde med AGF og fortsætter som Guldpartner frem til sommeren 2029.
Aftalen markerer endnu et kapitel i et partnerskab, der bygger på fælles rødder i Aarhus, langsigtede relationer og et stærkt lokalt engagement.
For DAFA er samarbejdet med AGF mere end et traditionelt sponsorat. Det er en måde at bakke op om byen, fællesskabet og det lokale erhvervs- og sportsliv, som har været en vigtig del af virksomhedens historie siden grundlæggelsen i Aarhus for næsten 90 år siden.
- Vi blev grundlagt i Aarhus, og byen har altid været en vigtig del af vores identitet. I dag er DAFA en international virksomhed med aktiviteter i flere lande, men vores lokale forankring er fortsat stærk. Aarhus er vores by, og derfor giver det god mening for os at støtte byens hold og det fællesskab, AGF er med til at skabe, siger Mads Kirkegaard, der CEO i DAFA.
DAFA har været sponsor i AGF i mere end 25 år og har siden 2020 været Guldpartner. Med den nye aftale fortsætter samarbejdet også ind i en ny æra for AGF, når byens nye fodboldstadion efter planen står klar i foråret 2027.
- Vi tror på langvarige relationer, både i vores forretning og i vores partnerskaber. Samarbejdet med AGF har givet os en stærk platform for synlighed, netværk og lokal tilstedeværelse, og det har levet fuldt op til vores forventninger. Derfor er det naturligt for os at fortsætte partnerskabet og være med hele vejen ind i det nye stadion, siger Mads Kirkegaard.

Med hovedkvarter i Brabrand ved Aarhus udvikler og producerer DAFA specialiserede løsninger i skum- og gummimaterialer til blandt andet byggeri, industri og vindenergi.
Virksomhedens produkter bruges til at tætne, dæmpe og beskytte, eksempelvis i form af pakninger, fugebånd samt lyd- og vibrationsdæmpende løsninger.
For DAFA spiller sponsoratet også en rolle i arbejdet med at styrke kendskabet til virksomheden i Østjylland, hvor konkurrencen om kvalificerede medarbejdere er stor.
- DAFA er en del af byen, og det ønsker vi at være tydelige omkring. AGF er et stærkt samlingspunkt i Aarhus, og partnerskabet hjælper os med at øge kendskabet til DAFA - både som virksomhed, som arbejdsplads og som international spiller i industrien, siger Mads Kirkegaard.
Om DAFA
DAFA blev grundlagt i 1939 og har hovedkvarter i Brabrand ved Aarhus. Virksomheden har udviklet sig fra fremstilling og montering af bronzetætningslister til en international industrivirksomhed med specialiserede produkter og løsninger i skum- og gummimaterialer.
I dag leverer DAFA blandt andet løsninger til byggeri, industri og vindenergi, herunder pakninger, fugebånd samt lyd- og vibrationsdæmpende produkter. DAFA Group beskæftiger samlet cirka 350 medarbejdere fordelt på tre kontinenter og otte lande med produktion i Danmark, Italien, Polen og Kina.
Læs mere om DAFA på DAFA Group.



