
AGF OG ANDELSKASSEN INVITERER BØRN TIL PRESSEMØDE I VINTERFERIEN
05.02.2026 09:08
Kom til børnepressemøde på mandag på Fredensvang.
I næste uges vinterferie åbner AGF og Andelskassen døren for alle byens yngste fans, og gentager succesen med et børnepressemøde på Andelskassen Akademi på AGF’s anlæg, Fredensvang.
Så hvis man har en spirende fodboldreporter blandt sine børn. Eller måske en ung AGF-fan, der har et spørgsmål til en AGF’er og ville elske at møde fodboldspillere i vinterferien. Ja, så er det med at sætte kryds i kalenderen på mandag den 9. februar kl. 14, hvor børnepressemødet starter, og nysgerrige børn kan stille deres spørgsmål direkte til fem AGF-spillere.
På børnepressemødet kan børnene få svar på, om man som spiller må spise pomfritter inden en kamp, eller hvem der synger dårligst i omklædningsrummet. Og naturligvis er der også plads til spørgsmål om, hvordan det er at være professionel fodboldspiller. Ingen spørgsmål efterlades ubesvaret, og børn i alle aldre er meget velkommen til at være med.

Til børnepressemødet kan de unge fans møde Tobias Bech, Markus Solbakken, Stefen Tchamche, Signe Andersen og Signe Baatrup fra AGF’s Superliga og A-Liga trup.
AGF-maskotten Aros kigger selvfølgelig også forbi til krammere, billeder og high-fives. Derudover varsler Andelskassen en overraskelse til alle fremmødte børn, og mens børnene møder spillerne, byder Andelskassen de voksne på en kop varm kaffe.
- Det er helt i vores ånd at gå sammen med AGF om gode aktiviteter, der kommer aarhusianerne til gavn. Derfor glæder det os, at vi igen kan være med til at invitere nysgerrige unge fodboldfans indenfor i Andelskassen Akademi på Fredensvang.
- Det ser ud til, at børnepressemødet kan blive en god tilbagevendende tradition for mange familier, og vi glæder os til igen at opleve de mange nysgerrige og begejstrede fans i den bygning, vi lægger navn til. Jeg håber, at rigtigt mange børn møder op, siger Jan Pedersen, der er administrerende direktør i Andelskassen.
Børnepressemødet i 2026 finder sted mandag 9. februar kl. 14 på Fredensvang, Terp Skovvej 18A i Viby.
Man tilmelder sig via AGF’s Facebook.
Alle er velkomne.




