
GÆSTERNE TOG FØRSTE STIK I TÆT POKAL-SEMIFINALE
12.02.2026 19:50
I en fysisk og tæt kamp tabte vi torsdag aften den første af to pokal-semifinaler med 0-1.
Torsdag aften var der allerede fodbold igen på Ceres Park Vejlby efter mandagens premieresejr i 3F Superligaen. Men nu gjaldt det Oddset Pokalens første semifinale, hvor FC Midtjylland var på besøg på endnu en kold aften i Vejlby.
Sneen havde sat sit præg på Aarhus dagen igennem, men Vejlby var klar og fyldt med hjertevarme i februar-frosten, og det fornemmede hjemmeholdet, der var klar fra start i duellerne i en intens og fysisk indledning på kampen uden de store muligheder til nogen af mandskaberne
Patrick Mortensen passerede i seneste kamp 250 kampe for AGF og spillede i dag med et jubilæumsbroderi på trøjen. Efter et kvarters tid var han lige ved at nå først på et indlæg efter et velspillet AGF-angreb, men FCM-målmanden kom først på bolden.
Kort efter havde Eric Kahl søgt godt med frem og kom til skud, men vinklen blev for spids.

De første 30 minutter blev relativt chancefattigt og begge holds defensiv stod solidt og FCM var også meget påpasselige omkring Tobias Bech og Kristian Arnstad i den århusianske offensiv.
Men i en god situation slap Arnstad dog igennem, men en midtjyde nåede at tackle ham i sidste øjeblik.
Det gjorde Midtjylland ikke kort efter, da samme Arnstad fik muligheden fra kanten af feltet, men hans afslutning gik snært forbi.
Og som vi nærmede os pausen var det nu hjemmeholdet, der pressede mest på og kom til muligheder og gode situationer.
Men FCM ville også være med og i slutfasen af første halvleg fik de bolden i vores mål. Men der blev dømt frispark af angriberen og pausen kom uden mål med 0-0 på tavlen i Vejlby.

2. halvleg
Vi kom godt ud fra pausen med et pres ned mod det midtjyske mål og kom til flere indlæg, som gæsterne dog fik clearet. Og i det hele taget var det hårdt arbejde i dag at bryde gæsternes meget påpasselige defensiv ned som havde skarpt øje på vores offensive folk.
Og i sådan en situation kan det nogle gange være godt at trykke af ude fra som Henrik Dalsgaard, der forsøgte sig med kvalitet efter 55 minutter. Målmanden halvklarede og Patrick Mortensen var over returbolden, men blev dømt offside.
Efter en times spil fik FC Midtjylland et hjørnespark, som ellers lignede et målspark til os. Og det blev dyrt, for på det efterfølgende hjørnespark fik de scoret.
En ærgerlig udvikling for gutterne, der arbejdede hårdt for at komme tilbage og få udlignet. Og presset mod det midtjyske mål blev skruet op. Målscoreren fra mandagens kamp, Janni Serra kom på banen og jagten på mål gik ind.
Men det handlede også om at holde balancen og ikke komme yderligere bagud og dermed gøre returkampen i semifinalen endnu vanskeligere, for FCM var fortsat målsøgende og især farlige på standard-situationer, som de da også fik scoret deres første mål på.

Med små tyve minutter igen kom Magnus Knudsen igennem og fik trykket godt af, men vinklen blev lidt for spids og forsøget gik forbi mål. Men vi havde overtaget og holdt et godt tryk på gæsternes mål i kampens slutfase.
Kevin Yakob kom også til en god chance, men overplacerede sit forsøg og det lykkes aldrig at få nedbrudt FCM-forsvaret, som kæmpede for deres føring og som kampuret gik ud svandt håbet også om en AGF-scoring.
Dermed sluttede en tæt første pokalsemifinale med et 0-1 nederlag. Men vi husker, at vi også tabte den første kvartfinale i Oddset Pokalen med 0-1 og gik samlet videre.
Så der er alt at kæmpe for i returkampen. i Herning den 8. marts, hvor det endelig skal afgøres, hvem der skal i pokalfinalen. Indtil da gælder det 3F Superligaen, hvor næste kamp er på udebane, når vi på søndag rejser til Fredericia.
Her er der nu kun ganske få billetter tilbage til udebaneafsnittet. De findes her >>>
AGF vs. FC Midtjylland / Oddset Pokalen semifinale 1 / Ceres Park Vejlby / 12.2 2026
0-1 (0-0)
61’ 0-1’ Lee Han-beom
Advarsler:
AGF:
FCM: Dario Osorio, Lee Han-beom, O. Diao, Júnior
Tilskuere: 7.804
AGF i Vejlby:
Jesper Hansen, Felix Beijmo, Henrik Dalsgaard, Eric Kahl (86’ Frederik Tingager), Gift Links, Rasmus Carstensen, (76’ Frederik Emmery) Kevin Yakob, Magnus Knudsen (76’ Tómas Kristjánsson), Tobias Bec (86’ Sebastian Jørgensen), Kristian Arnstad, Patrick Mortensen (66’ Janni Serra)




