
TILFREDSHED MED FØRSTE TESTKAMP
Foto: Ole Nielsen — 27.06.2026 13:18
Cheftræner Jakob Poulsen var overordnet tilfreds med lørdagens varme testkamp, som endte 1-1.
Det var en tilfreds cheftræner, som efter dagens testkamp mødte medierne, der ville høre om opstartens første testkamp, som endte 1-1 mod Viborg FF med Sebastian Jørgensen som vores målscorer.
Trods svære betingelser med meget varmt vejr, så fik Jakob Poulsen og resten af trænerstaben det ud af kampen, som de havde håbet på inden.
- Det var overordnet en rigtig fin test, hvor jeg synes man i lange perioder kunne genkende os. Vi tog initiativet, men mangler også lidt at skabe de store chancer og komme til flere muligheder.
- Men uden bolden var det en stærk indsats i en meget svær varme, hvor vi trodsede betingelserne og fik vist pres-spillet, som også gav os gode erobringer gode steder. Så alt i alt i en god test og overordnet er jeg meget tilfreds, sagde Jakob Poulsen, der havde roser til holdets karakter i de svære forhold, hvor temperaturen på Fredensvang på et tidspunkt sneg sig op på 36’ grader.
- Spillere klarede det rigtig godt. Den måde de blev ved med at køre på i de 45 minutter, de fik hver især, synes jeg var stærkt - det viser karakter, at man kan gøre det i den her varme. Vi fik også set nogen elementer i spillet, vi skal arbejde videre med - sådan skal det være i en testkamp, tilføjede Jakob Poulsen.
Næste testkamp er søndag den 5. juli, hvor vi møder skotske Motherwell FC på Fredensvang kl. 14.



