
MARKUS SOLBAKKEN DELER NYT OM SIT SKADESFORLØB
15.05.2026 10:00
Bag den betændte synsnerve, som har holdt Solbakken ude i længere tid, ligger diagnosen multipel sklerose, fortæller AGF’s norske midtbanespiller, der er klar til næste sæson.
AGF’s midtbanespiller, Markus Solbakken har været ude hele foråret efter, han tidligere på sæsonen fik konstateret synsforstyrrelser i sit ene øje som følge af en betændt synsnerve, der gjorde det umuligt for ham spille fodbold.
Men med hård træning og ihærdighed har Markus Solbakken været tilbage i fuld træning i et stykke tid og melder sig nu klar til den nye sæson. Samtidig uddyber han sit skadesforløb og fortæller, at han har fået konstateret multipel Sklerose. Det er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen.
- Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem betændelsen på synsnerven, og det at jeg har fået multipel sklerose. Men det var i forbindelse med undersøgelserne af min synsforstyrrelse, at det blev konstateret. På det tidspunkt - midt i sæsonen - ønskede jeg ikke at lade diagnosen tage fokus. Og det får ikke indflydelse på min karriere - lægerne har sagt, at jeg fortsat kan spille fodbold, og jeg er klar til næste sæson, siger Markus Solbakken.
Forløbet har naturligvis været hårdt, men Markus Solbakken har glædet sig med holdet over succesen og ser frem til de sidste fejringer af mesterskabet med sine holdkammerater og de mange fans - og ikke mindst glæder han sig nu til at være klar til næste sæson.
- Man bliver selvfølgelig forskrækket, og der går mange tanker gennem hovedet. Men jeg har fået god hjælp af alle omkring mig, både i klubben og privat, og det har selvfølgelig hjulpet meget, at lægerne giver mig grønt lys til at fortsætte karrieren, siger Markus Solbakken.



