
FØRSTE SUPERLIGA-BESØG FRA HORSENS I TRE ÅR
06.11.2026 17:38
Sæsonens andet møde med AC Horsens venter søndag i Vejlby
Det er efterhånden længe siden vi senest har spillet mod AC Horsens i Aarhus i en betydende kamp. Vi skal således helt tilbage til marts 2023 for at finde det seneste besøg fra den ”Gule fare”.
Siden har AC Horsens gjort sig i 1. division indtil deres oprykning op til denne sæson. Så nu kommer AC Horsens igen til Aarhus til en 3F Superliga-kamp, når vi på søndag kl. 14 spiller til Samarbejdsklubbernes Dag i Ceres Park Vejlby.
Find billet her >>>
Siden 2023 har vi dog mødt AC Horsens i fire træningskampe i Aarhus, som alle blev vundet. I 3F Superligaen var vores første møde i denne sæson den 20. september i Horsens i en kamp, som vi ikke husker for noget sjovt. Den endte nemlig 2-2 efter hjemmeholdet udlignede i kampens døende minutter.
Skulle kampen på søndag ende med samme pointdeling vil det være første gang siden 2017-2018 sæsonen, at vi ikke formår at vinde over AC Horsens i to kampe i træk.
Historikken fra de seneste kampe i Aarhus taler dog til hjemmeholdets fordel. Vi har nemlig vundet de seneste fire hjemmekampe mod AC Horsens i 3F Superligaen og skal helt tilbage til 2018 for at finde seneste nederlag på hjemmebane til søndagens gæster.
Samtidig har vi holdt målet rent i de seneste tre. Den stime er en markant forbedring i forhold til de foregående ti hjemmekampe mod Horsens, hvor AGF blot hentede to sejre, mens det blev til to uafgjorte og seks nederlag.
Der er med andre ord gode minder at bygge videre på, når de to hold for første gang i tre år står over for hinanden i en betydende kamp i Aarhus.

Vi kommer ind til kampen ovenpå et nederlag i Brøndby, der satte en stopper for en god stime for os i 3F Superligaen. AC Horsens tabte deres seneste Superliga-kamp med 1-0 ude mod Viborg FF.
Men ellers er vores kommende gæster kommet fint fra land efter deres oprykning og de indtager inden søndag 7. pladsen med 16 point, mens vi er lige efter på 8. pladsen med 12 point, og kan altså med en sejr søndag hale godt ind på vores gæster i tabellen.
Set hen over de seneste ti kampe har vi vundet syv kampe mod AC Horsens, tabt to og spillet uafgjort en enkelt gang. I den periode er der i gennemsnit scoret tre mål i hver kamp.
Og historisk set bliver der næsten altid scoret i kampene mellem AGF og AC Horsens. Kun én gang i vores 30 ligakampe i historien, har de to hold spillet 0-0 - det var helt tilbage i 2008, og i 15 kampe i træk er der mindst blevet scoret et mål fra AGF’s side i de indbyrdes opgør.
Den seneste AGF’er til at score mod AC Horsens var Callum McCowatt, der scorede til 2-0 blot 20 sekunder efter han var kommet på banen i seneste møde. Ellers kommer søndagens mål måske fra Frederik Emmery, som netop er blevet Månedens Unge spiller i 3F Superligaen.
Den unge AGF'er topper flere af Superligaens offensive statistikker efter de første 13 spillerunder. Ingen spiller har leveret flere indlæg i åbent spil end Emmerys 60, og med 17 vellykkede indlæg topper han også den statistik. Samtidig har han haft 80 boldberøringer i modstandernes straffesparksfelt, hvilket ligeledes er flest af alle spillere.
Og Emmery er derudover også selv begyndt at bygge på med mål i denne sæson, hvor han indtil videre er noteret for tre mål i 3F Superligaen og i Betano Pokalen.

I den anden ende skal vi nok være opmærksom på AC Horsens’ angriber Kelvin Ehibhatiomhan, der har scoret fire gange i denne sæson og især markerer sig i de fysiske dueller.
Blandt spillere med mindst 750 minutter på banen i denne Superliga-sæson er Horsens-angriberen den spiller, der deltager i tredjeflest dueller pr. 90 minutter med 15,3. Samtidig er han involveret i næstflest luftdueller med 6,3 pr. 90 minutter.
Så Ehibhatiomhan kan godt blive en mundfuld for AGF-holdet, der må undvære sin anfører Kristian Arnstad som afsoner karantæne på søndag. AC Horsens har ingen spillere i karantæne.
Søndag kl. 14 går det løs med det første møde med AC Horsens i Aarhus i tre år på en dag, hvor vi også holder Samarbejdsklubbernes Dag Ceres Park Vejlby, hvor vi sætter fokus på vores 60 fantastiske samarbejdsklubber.
Find billet til kampen lige her >>>
Kampfakta / AGF vs. AC Horsens
Ceres Park Vejlby · 3F Superliga, 14. spillerunde
Søndag 8. november kl. 14 / Samarbejdsklubbernes Dag
Dommer: Michael Tykgaard
Billet.agf.dk
TV3+ og Viaplay




