
POKALUGE I AGF
14.09.2026 09:19
To pokalkampe på programmet onsdag
Vi har taget hul på en uge med pokalfodbold i AGF. Både herrerne og kvinderne skal i aktion i pokalturneringen for første gang i denne sæson - begge hold onsdag aften på udebaner i henholdsvis Silkeborg og i København.
Superliga-truppen træder ind i Betano Pokalens 3. runde med en udekamp mod BK Skjold onsdag aften kl. 18.
Normalt spiller Skjold sine kampe i Fælledparken, men her kan de ikke huse et besøg af en Superliga-trup.
Så kampen er i stedet rykket til det nærliggende Østerbro Stadion, hvor der er udsolgt med 3.200 tilskuere, hvor halvdelen er AGF’ere. Bemærk i den forbindelse, at hvis man kommer til kampen, så skal man være opmærksom på, at bruge den rigtige indgang.
Det er efterhånden længe siden herrerne har spillet på det nyligt renoveret Østerbro Stadion, der normalt huser B93. Og det var netop mod B93, at vi senest spillede på Østerbro Stadion i en pokalkamp i november 2013, hvor vi vandt 2-0.
Før det mødte vi B93 to gange i Superligaen, da københavner-klubben i en enkelt sæson spillede i landets bedste række i 1998.
Det er første gang, vi møder BK Skjold i en gældende kamp. Klubben regnes for medlemsmæssigt den største fodboldklub i landet og deres førstehold gør sig til daglig i Danmarksseriens Pulje 1.
I Betano Pokalen er Skjold kommet til runde 3 med sejre over MB og Espergærde IF, mens vi indtræder i turneringen med onsdagens kamp.

Også AGF’s A-liga hold skal i pokalkamp i denne uge. Og også onsdag, hvor kvinderne kl. 19 spiller på udebane mod Silkeborg IF Q i KvindePokalens runde 2, hvor AGF indtræder.
Silkeborg IF Q optræder til daglig C-ligaen og er kommet til 2. runde med en sejr over AaB.
Det er anden gang AGF Kvindefodbold møder Silkeborgs kvinder i pokalturneringen. Første gang var i 2021, hvor det blev til en sejr på hele 10-0 til AGF.
Sådan går det næppe onsdag - om end AGF’erne naturligvis er favoritter til kampen, der spilles på Søholt Idrætsanlæg med kampstart kl. 19.
Kvindernes pokalkamp sendes ikke direkte, men kan følges på AGF’s platforme.
Herrekampen kan ses direkte på Viaplay fra onsdag kl 18.
