
SØNDAG GÆLDER DET SØNDERJYSKE IGEN
05.11.2025 10:21
Efter en pokalsejr mod Sønderjyske i sidste uge gælder det nu en Superliga-kamp søndag i Vejlby mellem to hold, som kommer ind til kampen i en god stime.
Det er ikke et deja vu, men det kan næsten virke sådan. For søndag den 9.11 møder vi igen Sønderjyske på Ceres Park Vejlby ganske kort efter vores kamp i Oddset Pokalen, hvor vi jo onsdag i sidste uge vandt 2-1.
Nu gælder det altså 3F Superligaen, hvor sønderjyderne kommer til Vejlby til runde 15.
Find billet til kampen lige her.
Vores gæster er inde i en god periode i Superligaen og kommer til Aarhus ovenpå en sejr over Vejle Boldklub i seneste runde, da de vandt 2-1 på Sydbank Park i Haderslev. Det var sønderjydernes fjerde ubesejret kamp i træk og de har nu arbejdet sig op som nummer fem i ligaen med 19 point - 12 point op til AGF, der stadig er på førstepladsen efter vi spillede 1-1 mod FC Midtjylland i seneste runde.
Og generelt kommer vi ind til kampen med en fortsat god stime. Efter 1-1 i Herning kan vi nu notere os 14 kampe i træk som ubesejret: 12 sejre og to uafgjorte siden den 8. august.
Netop Sønderjyske spillede vi 1-1 med i sæsonens første kamp i Haderslev den 20. juli og har så vundet over søndagens modstandere i Oddset Pokalen i sidste uge.

Dermed fortsætter vi en positiv stime mod sønderjyderne, hvor vi har vundet seks ud af de seneste syv kampe hjemme mod Sønderjyske og noteret os fire clean sheet i Aarhus.
Ud af de seneste 16 kampe i alt har vi blot tabt én enkelt gang. Det var et 2-1 nederlag i Haderslev tilbage i april 2022.
Og vi har været stærke i Vejlby i denne sæson. Vi har vundet de sidste fem 3F Superliga-kampe og en enkelt pokalkamp, og formår vi at tage sejren på søndag vil det være første gang siden 2009, vi vinder seks liga-kampe på eget græs i træk.
Men gæsterne på søndag har vist fin form på udebane i de seneste tid, med en sejr og tre X’er i deres længste positive udebanestime siden 2019, hvor de den gang gik syv udekampe uden et nederlag. Blandt andet har Sønderjyske fornylig spillet 0-0 ude mod Randers FC og 1-1 i Odense.

I alt har vi mødt Sønderjyske 45 gange i 3F Superligaens historie med en overvægt af sejre til os på 20, mens vi har spillet uafgjort 14 gange og Sønderjyske så har taget sejren de 11 gange. Set hen over de seneste ti indbyrdes Superliga-kampe er vi kun blevet besejret en enkelt gang af Sønderjyske.
I de ti kampe er der i øvrigt scoret en del mål med fire kampe, hvor der er scoret fire mål eller mere. Som i seneste hjemmekamp, der ligger helt tilbage i august sidste år, hvor vi vandt 4-1 på det daværende Ceres Park.
Gennemsnitligt er der scoret 3.2 mål i de sidste ti kampe mellem AGF og Sønderjylland og det kun sket en enkelt gang i hele Superligaens historie, at en kamp mellem AGF og Sønderjyske er endt uden mål.

I denne sæson er det da også to flittigt afsluttende hold, der mødes søndag med Sønderjyskes 183 afslutninger, der er femte-flest i ligaen mod vores 229, som er næst-flest i ligaen. Vi er dog nummer et på xG (Expected goals) på 29.3 mod gæsternes 18.8
For vores vedkommende kunne der måske komme mål fra Tobias Bech, som er vores superliga-topscorer med otte mål. Det første faldt i sæsonens første kamp mod søndagens modstander og det andet i mandagens udekamp mod FC Midtjylland.
Med de otte mål - og to assist - er Bech i øvrigt allerede oppe på hele hans score fra sidste sæson - på halvdelen af de spillede minutter og Bech ligger nu nummer to på topscorerlisten i 3F Superligaen, hvor også Patrick Mortensen og Kristian Arnstad blander sig med deres fem mål hver indtil videre.
Seneste AGF’ere til at score mod Sønderjyske er netop Patrick Mortensen, der scorede sejrsmålet i sidste uges pokalkamp. I alt har vores anfører dermed nu nettet 12 gange mod Sønderjyske - næst-flest af alle de modstandere han har spillet mod.
På søndag kl. 18 skrives et nyt kapitel i kampene mellem Aarhus og Haderslev - AGF og Sønderjyske, når vi mødes i 3F Superligaen på Ceres Park Vejlby.




