BELGISK MODSTAND VENTER I NÆSTE TESTKAMP

Foto: Royal Union Saint-Gilloise — 10.07.2026 04:52

Lørdag tester vi mod Union Saint-Gilloise i vores blot tredje kamp mod et belgisk hold - se med på AGF Play+ kl. 14

Lørdag spiller vi sommeropstartens tredje testkamp. Den afvikles i Belgien, hvor Superliga-truppen rejste ned torsdag til en lille mini-camp, der afsluttes med en testkamp mod belgiske Royal Union Saint-Gilloise - ofte bare kaldet Union. 



Union holder til i Bruxelles-forstaden Forest, så de har ikke langt til kampen, der spilles på det belgiske fodboldforbunds anlæg lidt syd for den belgiske hovedstad.

Kampen spilles for lukkede døre, men kan ses direkte på AGF Play+ med dansk kommentator på lørdag den 11.7 kl. 14. 

Union Saint-Gilloise er en af de mest succesfulde klubber i den tidlige belgiske klubhistorie med 11 mesterskaber mellem 1904 og 1935, mens de i nyere tid har spillet i de lavere rækker og har stået i skyggen af klubber som RSC Anderlect og Club Brugge.



I 2021 vendte de dog tilbage til den bedste liga i Belgien og begyndte en genopstandelse, der bragte dem tilbage i toppen i årene efter og tæt på mesterskabet i flere sæsoner. 

I 2024/2025 sæsonen toppede Union sit comeback med sit første mesterskab i 90 år og fik dermed også adgang til Champions League for første gang i klubbens historie, hvor de slog PSV Eindhoven, Galatasaray og Atalanta i liga-fasen.



I den netop overståede sæson var Union igen med i toppen i Belgien og vandt liga-grundspillet, men de måtte til sidst nøjes med andenpladsen efter Club Brugge. Dog vandt Union den belgiske pokalfinale i denne sæson med en finalesejre på 3-1 over Anderlecht. 


Som os forbereder Union sig her til sommer på Champions League-kvalifikation til den kommende sæson, hvor de indtræder i tredje kval-runde. De har spillet to testkampe indtil videre, hvor det er blevet til en 4-0 sejr over rumænske FCSB og en 7-0 sejr over Diegem Sport fra den fjerdebedste belgiske række. 



I Unions trup finder man flere spillere, der måske ringer en klokke hjemme i Danmark. Således har Union fire spillere, der netop er kommet hjem fra VM og som derfor sandsynligvis ikke er med på lørdag.

Det drejer sig om canadiske Promise David, Kevin Rodriguez fra Ecuador, Svenske Besfort Zeneli og Relebohile Mofakeng fra Sydafrika.

Og det er da også en international trup i Union, hvor der - udover ovenstående VM-spillere - også er spillere fra Argentina, Georgien, Rumænien, Frankrig, Algeriet, Japan og flere andre lande - foruden Belgien naturligvis. 

Det er vores første møde med Union i vores tredje kamp mod et hold fra Belgien. I kvalifikationen til UEFA Conference League i 2023 mødte vi Club Brugge og tilbage i 1985 mødte vi Waregem i første runde af UEFA Cup’en.

Nu gælder det altså Royal Union Saint-Gilloise i en testkamp på lørdag kl. 14. Se med på AGF Play + kl. 14.