
FCN ER NÆSTE OPGAVE I 3F SUPERLIGA
10.09.2026 05:58
Gode tal på vej til søndagens udekamp i Farum
Oven på en uges kampfri for 3F Superliga-truppen venter nu FC Nordsjælland på udebane i næste runde - søndag den 13.9 kl. 18 på på Right to Dream Park, hvor der stadig er billetter at få til udebaneafsnittet.
Find dem her >>>
Begge hold kommer ind til kampen efter et 2-2 resultat i seneste runde, hvor FCN var i Herning og spillede 2-2 mod FC Midtjylland, mens vi som bekendt også spillede 2-2 mod Silkeborg IF, hvor vi med to sene scoringer sikrede det ene point.
I øvrigt spillede søndagens to hold også et ens resultat i forrige runde, da FCN tabte 2-0 til FC København og vi tabte med samme cifre til FC Midtjylland.
Farum-klubben har dog haft en fin sæsonstart og kommer ind til kampen på en tredjeplads med 14 point, mens vi endnu leder efter en sejr i ligaen og er derfor på 11. pladsen med fire point.
Vi kan dog med en sejr på søndag tage et godt skridt op i tabellen, hvor der lige nu er seks point op til sjettepladsen.

Og historikken er med os på vej ind til kampen. Vi har således ikke tabt til FCN i de sidste fire kampe med to sejre til os og to uafgjorte kampe og FCN har ikke vundet deres første fire hjemmekampe - som de ville gøre med en sejr søndag - siden 2017.
Omvendt er FCN ubesejret på hjemmebane i 12 kampe i træk og er jo generelt et bøvlet hold at besøge - selv om vi har knækket koden flere gange med sejre i Farum hvert år siden 2023.
Set hen over de seneste ti kampe de to hold i mellem, har vi begge vundet fire kampe og spillet uafgjort to gange. På kunstgræsset i Farum spillede vi 1-1 i seneste kamp og vandt vores forrige besøg med 1-2 og vi skal tilbage til maj 2025 for at finde det seneste nederlag til AGF på Right to Dream Park.
Skal det blive til et nyt godt resultat på søndag kræver det mål og vi satte i seneste runde klubrekord med kampe med mål i. Vi har nu spillet 28 kampe i træk, hvor der i alt er blevet scoret mindst to mål eller flere.
I snit er der scoret 3.2 mål i de sidste ti kampe mellem AGF og FCN, men kun fem i de seneste tre kampe.
Kun fire gange siden 2020 har vi ikke formået at score i Farum og med 125 afslutninger i denne sæson - der er det højeste i 3F Superligaen og den tredje højeste xG (altså forventede mål) - skaber vi i hvert fald forudsætningerne for mål for os selv.

Måske målene kommer fra sidste uges dobbelt-målscorer; Janni Serra, som er den indskiftet spiller i denne sæson, der har været involveret i flest mål - nemlig tre.
En status han i øvrigt deler med FC Nordsjælland's Hjalte Boe Rasmussen, der som indskifter har scoret to mål og lavet en assist.
Senest AGF’er i vores nuværende trup til at score i Farum var Markus Solbakken. Også Mikael Anderson, Frederik Tingager, Gift Links og Tobias Bech er blandt andre noteret for mål i AGF-trøjen på Right to Dream Park.
Mål kræver boldbesiddelse og igen er det to hold, der følges godt ad i denne sæson, der krydser klinger søndag. Vi har den højeste boldbesiddelse i 3F Superligaen på 59.3, mens FCN har den næsthøjeste med 57.6.
Og når modstanderne har bolden, er det godt, at vi så kan erobre den og her kan vi glæde os over, at AGF er det mest duelstærke hold i 3F Superliga med 284 vundne dueller.

Men det er alt sammen tal og perspektiver. Søndag skal slaget slå i kamp 69 mellem de to klubber i 3F Superliga.
Der er kampstart søndag kl. 18 på Right to Dream Park.
Find billetten her.
Tager man ikke på stadion, kan kampen følges direkte på TV3+ / Viaplay.
Følg også med på vores platforme for mere om kampen, som vi kommer nærmere.
Se vores kampside med flere tal og højdepunkter fra de seneste ti kampe mellem AGF og FC Nordsjælland.
Og lyt eller genlyt til podcasten 11’eren, som i senste sæson satte et ”all time all star” hold med spillere med en fortid i både AGF og FCN.




